Trafikdrab: Nu er vi under 200

28. juni 2012 06:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Trafikdrab: Nu er vi under 200
Billede mangler

Danmark er nede på et historisk lavt antal dræbte i trafikken. For første gang er tallet af omkomne under 200 på et år, viser nye tal fra Vejdirektoratet.
Med de seneste tal fra maj er tallet nede på 199, hvoraf maj-tallet på 13 dog stadigvæk er foreløbigt.
Dermed er en milepæl nået, da Færdselssikkerhedskommissionens fem år gamle målsætning for 2012 netop er at komme under 200.
– For 20 år siden havde vi 1200 et enkelt år, og så lå vi på en 800-900, så det er en markant nedgang, vi har opnået de seneste tre-fire år, siger kommissionens formand Karsten Nonbo.
Oprindelig hed målet 300, men det blev nået allerede i 2007 – og derfor blev det justeret til 200. Og Karsten Nonbo er ikke i tvivl om, hvorfor der er sket så store fremskridt på området over de seneste år.
Det skyldes dels en strengere færdselslov med klip i kørekort og længere fængselsstraffe – men også en holdningsændring, mener Nonbo, der også er folketingsmedlem for Venstre.
– For 20 år siden kunne folk sidde til et selskab og prale med, at de kørte spritkørsel – det gør de ikke mere. For fem til 10 år siden kunne de prale med, at de kunne køre til København med 180 kilometer i timen på den halve tid – det gør de heller ikke mere.
– Der er sket en holdningsændring i befolkningen og det er egentlig den bedste forebygger, vi har, siger han.
Nu vil Færdselssikkerhedskommissionen have tallet endnu længere ned – og derfor hedder den nye målsætning for 2020, at der højst må være 120 dræbte, eller hvad der svarer til 10 om måneden.
Og her er en ny udfordring ud over de største syndere som spritbilister, vanvidsbilister med alt for høj fart og folk, der glemmer eller dropper sikkerhedsselen.
– Det største problem ligger i vores stressede hverdag, siger Karsten Nonbo.
– Vi får flere og flere ulykker, hvor man “bare” kommer over i den anden side af vejen, fordi man glemmer at kigge på vejen, men i stedet på et display eller sms-tastatur og i det hele taget glemmer at have opmærksomhed, siger han.
Meget tyder på, at vi er allerede er på rette vej mod at nå den nye målsætning. Indtil videre er 10 blevet dræbt i trafikken i juni i år – det samme tal nåede man ned på i april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu