Trafikordfører tiggede Waterfront om DSB-billetter

23. marts 2013 13:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Trafikordfører tiggede Waterfront om DSB-billetter
Billede mangler

Kim Christiansen er som medlem af Folketingets transportudvalg med at til at lovgive om DSB. Men samtidig har han forsøgt at få Statsbanerne til at give gratis togbilletter til sin datter og hendes venner igennem det omstridte PR-bureau Waterfront – et firma der har fået millioner af DSB for at påvirke politikerne.

 

BT er i besiddelse af en mail fra Kim Christiansen til Waterfronts direktør Lars Poulsen sendt den 14. maj 2012. Her står:

»Hej Lars. Har du stadig DSB som kunde. Jeg har videresendt en mail fra min datter, som er ved at afslutte sin uddannelse. Hun skal være (producerass.) til at lave denne film…de har fået nogle gode spillere med som arbejder gratis, men der skal betales transport, så lidt fribilletter fra DSB vil gøre…Er det noget du kan formidle eller hjælpe mig med et navn.«

Lars Poulsen sendte samme dag mailen videre til DSBs underdirektør Peder Nedergaard Nielsen.

Til DSB-chefen skriver Poulsen:

»Kære Peder. tak for et godt møde i dag. Prøv lige at oveveje om ikke vedhæftede vil være en god idé, og i den overkommelige kategori. Vi har en god ven i Kim, når det brænder.«

I februar blev Kim Christiansen også afsløret i at have et tæt forhold til pr-firmaet Waterfront. Han og hustruen fik over 21.000 kroner på at sælge kopper og kander til firmaet. Den gang blev Kim Christiansen beskyldt for at udveksle vennetjenester med Waterfront, og partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) måtte sætte ham på plads.

Spørgsmål: Kim Christiansen, hvorfor kan din datter dog ikke selv betale for sine togbilletter som alle andre, der ikke har far, der er politiker?

»Det kan hun da også og jeg fik faktisk heller aldrig de billetter fra DSB. Men jeg kan godt se, at det ser dumt ud, og jeg skulle ikke have sendt den mail,« siger DF-politikeren til BT.

Spørgsmål: Lars Poulsen skriver du er en god ven, når det brænder på. Er du det?

»Han skriver så meget og overfortolker alting. Jeg føler mig misbrugt af ham.«

Spørgsmål: Det er anden sag, hvor du bliver beskyldt for vennetjenester. Hvor mange flere sager vil vi se?

»Der er ikke flere mails nu, og jeg kan love, at jeg er blevet meget klogere,« siger Kim Christiansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu