Trafikråd: Nye postbiler gavner trafiksikkerheden

15. februar 2013 15:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Trafikråd: Nye postbiler gavner trafiksikkerheden
Billede mangler

Rådet for Sikker Trafik hilser de nye højrestyrede postbiler fra Post Danmark velkommen.

 

Post Danmark har indkøbt i alt 125 nye landpostbiler, som alle har rattet i højre side og ikke i venstre som stort set alle andre biler i Danmark.

»Min umiddelbare vurdering er, at det er gavnligt for postbudenes sikkerhed, at de ikke skal stige ud på vejen, når de skal ud med posten,« lyder det fra specialkonsulent Søren Troels Berg, Rådet for Sikker Trafik.

»Erfaringsmæssigt skaber det risiko for ulykker, når folk færdes på vejen, så alt andet lige må det være en fordel, at postbudene ikke skal ud på vejen, men kan åbne døren ud mod den side, hvor posten skal afleveres,« siger Søren Troels Berg.

Han mener dog, at det kræver lidt tilvænning for postbudene.

»Selvfølgelig skal man forholde sig til bilen på en anden måde, når man stiger ud i modsat side af, hvad man plejer, men med lidt tilvænning skal det nok gå,« siger han.

Distributionschef i Post Danmark, Martin von Horsten, forklarer, at de nye postbiler har fået en positiv modtagelse blandt postbudene.

»En sjov ting er, at det har været lidt af en øvelse at vænne sig til at stige ind i de nye biler, når man skal ind i den anden side. Der har faktisk været nogle postbude, som har ment, at de nye biler er mindre end de gamle, som er fuldstændig magen til, men det er et spørgsmål om lige at vænne kroppen til at komme på plads bag rattet,« siger Martin von Horsten.

Halvdelen af de 125 nyindkøbte postbiler er allerede ude på vejene i Sønderjylland og på Sjælland, mens den anden halvdel kommer ud i resten af landet i løbet af de næste 14 dage.

Med de nye biler har ti procent af alle danske postbiler nu rattet i højre side, og Post Danmark forventer, at man fremover vil købe endnu flere af de højrestyrede postbiler.

Inspirationen til de nye postbiler med rattet i højre side er hentet i Sverige, hvor postbude i de sidste ti år har kørt i højrestyrede biler.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu