Transportminister lokker borgerlige med vejpenge

8. februar 2013 04:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Transportminister lokker borgerlige med vejpenge
Billede mangler

600 millioner kroner ekstra til vejinvesteringer skal få de borgerlige partier tilbage til forhandlingerne om finansieringen af en ny Storstrømsbro, håber transportminister Henrik Dam Kristensen (S) ifølge netavisen Altinget.dk.

 

»Ministeren har fundet 600 millioner kroner ekstra, der primært skal gå til vejprojekter. Det er ikke et voldsomt beløb, men vi er klar til at forhandle,« siger Kim Christiansen, trafikordfører for Dansk Folkeparti, til netavisen.

Beløbets størrelse bekræftes ifølge Altinget.dk af den konservative trafikordfører Mike Legarth.

De nye vejpenge kommer efter lange forhandlinger, hvor partierne bag aftalen om en »grøn transportpolitik« ikke har kunnet enes om finansieringen af en ny Storstrømsbro. Regeringen vil tage de næsten fire milliarder kroner til broen fra den såkaldte infrastrukturfond, mens oppositionen vil bruge fondens penge til veje og finansiere broen med penge fra brugerne af Femern-forbindelsen eller Øresunds- og Storebæltsbroen.

Det blev dog kategorisk afvist af regeringen i november, hvor forhandlingerne brød sammen.

Transportministeren vil hverken be- eller afkræfte de nye oplysninger, men Henrik Dam Kristensen siger, at han mener, at der er penge nok til at sætte gang i flere projekter.

»Jeg er sikker på, at hvis der er politisk vilje, så kan vi lave en god aftale, der indeholder mange ting, som kan forbedre mobiliteten rundt om i landet,« siger han til Altinget.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu