Travle læger udskriver mere antibiotika

16. december 2011 07:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Travle læger udskriver mere antibiotika
Billede mangler

Er din læge travl, er der langt større sandsynlighed for, at han giver dig en recept med antibiotika.
En norsk undersøgelse fra univeristeterne i Oslo og Bergen viser, at læger med mange årlige konsultationer udskriver 64 procent mere antibiotika end læger med få. Det skriver 24timer fredag.
Næstformand i Lægeforeningen i Danmark, Yves Sales, mener, at de norske forhold kan overføres til Danmark.
“Det er en tankevækkende undersøgelse, som giver anledning til at konstatere, at nogle læger har for travlt, og at der er brug for landsdækkende retningslinjer for anvendelsen af antibiotika. Det kan ikke være rigtigt, at det er travlheden, der afgør, om en patient får den rigtige behandling eller ej. Det er uacceptabelt,” siger næstformand for Lægeforeningen Yves Sales til avisen.
Doktorgradsstipendiat ved Universitetet i Oslo Svein Gjelstad, der er en af personerne bag den norske undersøgelse, forklarer, at lægerne med mange konsultationer kan have for travlt til at fortælle patienter om andre muligheder end antibiotika:
“Det er ofte svært at give en sikker diagnose på, hvad årsagen til infektionen er, og det kan måske blive endnu vanskeligere, hvis man har for lidt tid til hver patient,” siger han.
I Danmark er forbruget af antibiotika steget med 32 procent inden for de seneste 10 år. Lægeforening og Statens Serum Institut så meget gerne, at man fik nedbragt det tal.
“Et stigende forbrug af antibiotika fremmer dannelsen af resistente bakterier og vedligeholdelsen af dem. Det mindsker valgmulighederne for, hvilke antibiotika vi kan vælge til en given infektion. På den måde snævrer man behandlingsmulighederne ind,” forklarer Robert Skov overlæge på Statens Serum Institut.
Man opfordrer derfor til at holde lidt igen med antibiotika-brugen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu