Tre anholdt for olietyveri fra forsvaret

18. november 2012 07:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tre anholdt for olietyveri fra forsvaret
Billede mangler

Tre mænd mistænkes for at tappe olie fra forsvaret mindst 27 gange.
 
Tre mænd blev sent fredag aften anholdt og sigtet for indbrud i forsvarets olierørledning, der transporterer brændstof ned gennem Jylland.
 
Mændene mistænkes for mindst 27 gange at have tappet olie, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
 
Forsvarets Materieltjeneste har flere gange i årets løb konstateret kortvarige fald i trykket på ledningen.
 
Efter at have kontrolleret ledningen for mulige lækager uden at finde nogle opstod der mistanke om, at der var etableret ulovlige tappesteder. Derfor blev politiet koblet på sagen for at undersøge, om der skete tyveri af brændstof.
 
Efter et nært samarbejde mellem Syd- og Sønderjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi blev tre mænd, der mistænkes for at have tappet olie, sent fredag aften anholdt på en rasteplads på Ribe Landevej mellem Grindsted og Holsted.
 
De tre mænd kommer alle fra Letland. De er 31, 35 og 40 år. Den 35-årige bor i Ringkøbing-Skjern Kommune, oplyser politiet.
 
Mændene fremstilles lørdag i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Her vil politiet bede om at få dørene lukket, og det er sparsomt med detaljer om, præcis hvor og hvordan olietyverierne har fundet sted.
 
Olierørledningen NEPS (North European Pipeline System) løber gennem hele Jylland fra Frederikshavn til grænsen med forgreninger til Djursland og mod Esbjerg og Fyn.
 
Gennemstrømningen af brændstof i ledningen kontrolleres løbende for at sikre, at der ikke sker lækager, som kan skade miljøet.
 
Ifølge Forsvarets Materieltjeneste kan det ud fra trykmålingerne på anlægget fastslås, at der er stjålet en begrænset mængde olie.
 
På baggrund af sagen har forsvaret forstærket overvågningen af ledningen for at hindre både tyveri og lækager.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu