Tre JP-journalister tildeles europæisk pressepris

31. januar 2013 10:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tre JP-journalister tildeles europæisk pressepris
Billede mangler

Orla Borg, Carsten Ellegaard og Morten Pihl fra Jyllands Posten fik stor medieopmærksomhed i Danmark og i resten af verden for deres historie om danske Morten Storm, der tilsyneladende hjalp med at opspore al-Qaeda-lederen Anwar al-Awlaki, som efterfølgende blev dræbt i et amerikansk droneangreb. Bagefter skal PET have tilbudt Morten Storm 1,5 million kroner for at holde mund med sit agentarbejde. Nu hædres de tre journalister med en fornem international pris, skriver Jyllands Posten.

 

– De andre nominerede projekter i kategorien er alle af imponerende kvalitet, og derfor er vi naturligvis beærede over denne anerkendelse. Vores ledetråd i dækningen har hele tiden været, at vi ikke ville nøjes med, hvad Morten Storm kunne fortælle. Vi ville dokumentere alt med flere kilder og selv grave nye oplysninger frem for at sikre, at vi leverer en troværdig fortælling, selv om den til tider kan forekomme utrolig, siger Carsten Ellegaard.

European Press Prize har den amerikanske Pulitzer Prize som forbillede og er indstiftet af fondene bag blandt andre den britiske avis The Guardian, nyhedsbureauet Reuters og JP/Politikens Hus i Danmark. Dommerkomiteen har fået bidrag fra 32 europæiske lande og udvalgt de tre JP-journalister til vinder af nyhedskategorien.

I bedømmelsen lyder det ifølge Jyllands-Posten, at dommerne, ud over historiens chokerende indhold, satte stor pris på, at de danske journalister »ikke blot trykte den information, som Morten Storm havde givet, men omhyggeligt tjekkede alle hans udtalelser, hvilket gav endnu større indsigt i baggrunden for drabet på Anwar al-Awlaki«. Det gav ifølge dommerne historien sin »indiskutable troværdighed, satte gang i den væsentlige debat om de europæiske landes deltagelse i den amerikanske »krig mod terror« og stillede i et bredere perspektiv spørgsmål til, om det er i orden, at stater og deres agenter slår ihjel«, lyder det.

Prisen overrækkes formelt ved en ceremoni i Amsterdam 26. februar. Sammen med æren får vinderen i hver af i alt fire kategorier 10.000 euro svarende til omkring 75.000 kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu