Tre lande blokerer global våbenaftale

29. marts 2013 08:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tre lande blokerer global våbenaftale
Billede mangler

Forhandlingerne om en global våbenhandelstraktat løb natten til fredag ud i sandet efter maratonforhandlinger i FNs hovedkvarter i New York.

 

De kuldsejlede forhandlinger skyldes manglende opbakning for Nordkorea, Syrien og Iran, der alle kalder traktaten »mangelfuld« og understreger, at den ikke gør nok for at forhindre våbensalg til oprørsgrupper.

Resten af landene er enige om, at der er behov for at regulere den internationale våbenhandel, som er forretning, der hvert år overstiger 400 milliarder kroner. Traktaten vil gøre det obligatorisk for lande at indføre en national kontrol af våbeneksport, så våben ikke ender i hænderne på eksempelvis terrorister og kriminelle.

I en skriftlig meddelelse gør FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, det klart, at han er »dybt skuffet« over, at det ikke lykkedes at nå til enighed om traktaten.

Det kan dog stadig nås. En gruppe lande vil ifølge AFPs oplysninger tage traktaten med til FNs Generalforsamling i løbet af næste uge, hvor den skal have et flertal på to tredjedele for at blive vedtaget.

Forhandlingerne så dagens lys tilbage i 2006.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu