Tre måneder uden spor: Familien leder efter Michal

21. april 2017 16:36 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Michal Piotr Sech forsvandt efter en butyr den 15. januar. Politiet har fortsat ingen indikationer på, hvor han er.

Tre måneder uden spor: Familien leder efter Michal
Politiet har absolut ingen spor efter Michal Piotr Sech siden tidligt om morgenen søndag den 15. januar, hvor signalet til hans mobiltelefon forsvandt ved havnen i Fredericia. Foto: Privat/Sydøstjyllands Politi

Familien til den 28-årige Michal Piotr Sech har nu i over tre måneder befundet sig i en forfærdelig situation.

Den unge mand fra Fredericia med polske rødder, blev meldt savnet, da han ikke vendte hjem efter en bytur natten til 15. januar i år. Her sagde han ved 02.30-tiden farvel til en ven i krydset mellem Prinsessegade og Sjællandsgade i Fredericia. Siden da har ingen tilsyneladende set ham.

I dagene efter hans forsvinden foretog politiet en stor eftersøgning efter ham i Fredericia, men faktisk har politiet stort set ingen indikationer på hans færden siden hans forsvinden. Det fortæller Peter Balsgaard Nielsen, der er efterforskningsleder hos Sydøstjyllands Politi.

– Man kan sige, at vores status desværre er den, at vi ikke har hørt noget nyt om ham, siden han forsvandt den morgen, siger han til Newsbreak.dk og fortæller videre:

– Vi kunne konstatere, at hans telefon er anvendt i perioden lige efter tre til fem om morgenen den 15. januar. Den dør ud ved femtiden om morgenen, og så har vi ingen livstegn hørt siden.

Det sidste signal fra Michal Piotr Sechs mobiltelefon er i et område ved havnen i Fredericia. Derfor mener politiet, at den mest sandsynlige forklaring er, at Michal Piotr Sech på tragisk vis er druknet.

– Vi er så langt henne, at jeg frygter, at han er faldet i havnen eller i Lillebælt på en eller anden måde. Det kan jo selvfølgelig være helt forkert, men det frygter jeg, siger Peter Balsgaard Nielsen.

Politiet har droppet den aktive eftersøgning, men hvis der kommer nye spor, der kan give en indikation på, hvor det giver mening at lede henne, vil politiet genoptage eftersøgningen.

Familie leder fortsat

Familien og frivillige arbejder dog videre.

– Vi har tæt kontakt til familien, og de spørger selvfølgelig om, vi har bud på, hvor de med fornuft kan søge henne, men vi har svært ved at give nogen bud. De har selv været ude at søge i skovområder omkring Fredericia, fortæller Peter Balsgaard Nielsen.

Han oplyser, at der er intet, der indikerer, at Michal Piotr Sech selv har ønsket at forsvinde, eller at han er blevet udsat for en forbrydelse.

Politiet har efterlyst Michal Piotr Sech internationalt, og hvis man har oplysninger i sagn, vil politiet selvfølgelig meget gerne høre om det på telefon 114.

Den 28-årige Michal beskrives som 185 centimeter høj, slank af bygning, har kort brunt hår og brune øjne.

Han er sidst set iført en blå kasket, sort/blå jakke, blå jeans og sneakers.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu