Tre personer anholdt i hestekødskandale

14. februar 2013 20:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tre personer anholdt i hestekødskandale
Billede mangler

STORBRITANNIEN: Britisk politi har torsdag anholdt tre personer, der sættes i forbindelse med den igangværende kødskandale, hvor hestekød har erstattet oksekød i forskellige typer af færdigretter. Det oplyser Dyfed-Powys Politi ifølge Sky News.

 

Trioen blev anholdt på to slagterier i byerne Aberystwyth og Todmorden, West Yorkshire, der tidligere i denne uge blev underlagt en undersøgelse af de britisk fødevaremyndigheder.

»På Farmbox Meats nær Aberystwyth har Dyfed-Powys Politi anholdt to mænd, 64 år og 42 år, og i en sideløbende operation har politiet anholdt en mand, 63 år, på Peter Boddy Slaughterhouse i Todmorden, West Yorkshire,« siger en talsmand fra politiet.

De tre mænd bliver tilbageholdt på politistationen i Aberystwyth, hvor de skal afhøres, oplyser politiet.

De to slagterier er de første i Storbritannien, der blev mistænkt for at have videresolgt hestekød som oksekød, og produktionen begge steder er allerede suspenderet efter tirsdagens gennemgang af de to virksomheder.

De britiske fødevaremyndigheder har tidligere oplyst, at man har tilbageholdt alt kød fra de to steder, ligesom man har beslaglagt alt skriftligt materiale samt kundelister.

Anholdelserne kommer i kølvandet på, at den britiske fødevareminister, David Heath, torsdag oplyste, at seks britiske heste er testet positive for medicin, der potentielt kan være sundhedsfarlig. Hestene er slagtet på britiske slagterier og sendt til Frankrig, hvorfra de kan være endt i fødevareprodukter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu