Tre søstre voldtaget og dræbt i Indien

20. februar 2013 10:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tre søstre voldtaget og dræbt i Indien
Billede mangler

INDIEN: Endnu en ubehagelig sag om voldtægt er opstået i Indien, hvor tre søstre fra Gondia-området i den centrale del af landet er blevet voldtaget og dræbt. Efterfølgende er ligene smidt i en brønd.

 

Det fremgår ifølge Times of India af en obduktionsrapport, som det lokale politi fik udleveret sent mandag aften. Her står der også, at de tre piger blev udsat for »unaturlig, seksuel mishandling«.

»Jeg er totalt chokeret og forpint over sagen,« siger Indiens industriminister, Praful Patel, ifølge Times of India.

Der er foreløbig ikke foretaget anholdelser i voldtægtssagen, men en lokal politiinspektør ved navn Prakash Munde er blevet suspenderet, fordi han tilsyneladende ikke tog en henvendelse fra de tre søstres familie alvorligt, da familien 14. februar efterlyste pigerne.

Den indiske industriminister forsikrer, at man nu tager sagen meget alvorligt, og der er udstedt en dusør på 50.000 rupees (5.140 kroner) til personer, som kommer med brugbare oplysninger, der kan føre politiet på sporet af gerningsmændene.

»Som far til tre døtre er jeg forfærdet over ugerninger begået mod piger. Jeg har i denne sag krævet en hurtig efterforskning og streng handling ved en hurtigt arbejdende domstol. Politidistriktet har en kvindelig betjent som chef (Aarti Singh, red.), og jeg håber, at hun tager sagen meget alvorligt,« siger Praful Patel.

Indien blev i slutningen af 2012 ramt af en anden voldtægtssag, som rystede det store land.

En 23-årig kvinde blev udsat for gruppevoldtægt af fem mænd i en bus og efterfølgende smidt i en vejkant. Hun døde senere af sine kvæstelser på et hospital i Singapore.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu