Treårig dreng kvæstet i Experimentarium

24. april 2012 19:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Treårig dreng kvæstet i Experimentarium
Billede mangler

En treårig dreng kom tirsdag eftermiddag til skade i Experimentarium i Hellerup ved København.

 
– Han er ikke kommet så alvorligt til skade, som vi først frygtede, siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi, Dan Houtved.
– På Rigshospitalets Traumecenter har de lagt ham i kunstig koma, men det er først og fremmest sket, for at holde ham i ro, mens han blive skannet, fortsætter han.
Ifølge Ekstra Bladet blev drengen slynget rundt af vandforlystelsen Bølgen. Han faldt efterfølgende tre meter ned på et betongulv bag Bølgen.
Experimentariets vicedirektør, Kim Herlev, kalder ulykken, som skete omkring klokken 15.30, for den første af den karakter i 20 år.
– Drengen er faldet ned fra en stor bølge, man kan surfe på ligesom en skibakke. Og den er han faldet ned fra. Vi havde en medicinstuderende til stede, der hjalp, og har kontaktet forældrene, siger Kim Herlev til eb.dk.
Ifølge vicedirektøren er surfbølgen sikkerhedsgodkendt.
– Derfor er det beklageligt, at det her kunne ske. Vi har lukket stedet nu og åbner først igen, når vi ved, at det er helt sikkert, siger han til eb.dk og fortsætter:
– Jeg er oprigtigt ked af det, der er sket.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu