Trods livstid kan Amagermanden være ude om 15 år

22. december 2011 07:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Trods livstid kan Amagermanden være ude om 15 år
Billede mangler

Selvom Marcel Lychau Hansen, bedre kendt som Amagermanden, får den strengeste straf i Kongeriget, kan han være en fri mand om 15 år.
 
Det vurderer en erfaren strafferetsadvokat på dagen, hvor Københavns Byret skal tage stilling til, om to drab, syv grove voldtægts- og seksuelle overgrebstiltaler, røveri og forsøg på brandstiftelse skal givelivsvarigt fængsel, som anklageren har krævet.
“Statistisk set ligger afsoningstiden for livstidsdomme på 15 år, og jeg kan ikke forestille mig, at der er omstændigheder i hans sag, der gør, at han kommer under det sædvanlige,” siger Thorkild Høyer til Newspaq, der vurderer, at to af hinanden uafhængige mord og voldtægterne peger på en livstidsdom til Amagermanden.
 
Livsvarigt fængsel er i loven faktisk livsvarigt. Men Danmark har fast praksis, hvor en person dømt på livstid får mulighed for prøveløsladelse efter 12 år.
 
Derfor skal Amagermandens sag gennemgås igen om 12 år, hvilket skal ske hvert år, hvis der ikke gives prøveløsladelse. Almindeligvis kommer den livtidsdømte ud i friheden efter tre-fire evalueringer.
“Der vil man se på grovheden af kriminaliteten, men også afsoningsforholdene. Der er samtidig et betydeligt hensyn til ikke at krænke den offentlige retsfølelse ved at gennemføre en prøveløsladelse, hvis det vil støde offentligheden,” forklarer Thorkild Høyer.
 
En prøveløsladelse kan blive under opsyn, men i sidste ende kan Amagermanden blive benådet. I så fald går han fuldstændig fri uden nogen form for restriktioner. Det sker, fordi vi i Danmark gerne vil fokusere på at få kriminelle tilbage til samfundet.
“Tanken med straffesystemet er, at vi så vidt muligt, skal forsøge at resocialisere folk. Og livstidsstraffen er et udtryk for, at man på tidspunktet for domsafsigelsen har opgivet tanken om resocialisering,” siger Thorkild Høyer.
 
Forsvareren beder om en tidsbestemt dom til sin klient, blandt andet fordi flere af forholdene er gamle. Han vil have, at de betragtes som forældede. Sagerne mod Amagermanden går tilbage til 1987.
 
Marcel Lychau Hansen har hele sagen igennem fastholdt sin uskyld.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu