Trods livstidskarantæne: Armstrong konkurrerer igen

4. april 2013 12:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Trods livstidskarantæne: Armstrong konkurrerer igen
Billede mangler

Lance Armstrong har fået en livstidskarantæne for sit omfattende brug af doping gennem hele cykelkarrieren. Karantænen omfatter også Armstrongs seneste sportsinteresse, triathlon, som sheriffen fra Texas ellers havde kastet sig over efter cykelkarrieren.

 

Men det stopper ikke Lance Armstrong, der har fundet et ‘hul’ i antidoping-myndighedernes karantæne-hegn omkring ham. Derfor gør amerikaneren comeback i den kommende weekend – i svømmesporten.

I Jamail Texas Swim Center kaster Lance Armstrong sig i bassinet i kamp med midaldrende konkurrenter ved U.S. Masters Swimming, og det kan han gøre, fordi konkurrencen for disse  svømmere ikke hører under US Anti Doping Agencys område.

Det var US Anti Doping Agency, der idømte Lance Armstrong livstidskarantænen.

Rob Butcher er direktør for organisationen, der står bag US Masters-konkurrencerne, og han siger til det amerikanske website Statesman.com, at der ikke er nogen, der har indgivet en klage mod, at Lance Armstrong deltager i organisationens konkurrencer.

– Vores organisations formål er at motivere voksne til at svømme, siger Rob Butcher til Statesman.com og meddeler, at Masters-svømmere ikke bliver dopingtestet.

En af de Masters-svømmere, der skal kæmpe mod Lance Armstrong i weekenden, ser dog helst, at den 41-årige dopingdømte texaner trækker sig fra konkurrencen.

– Jeg har været udholdenheds-atlet hele mit liv. Jeg har haft stor glæde af at opdage mine grænser og udfordre dem. Det irriterer mig, at (Armstrong) har tilstået doping, og at han ikke viser tegn på anger, siger den lokale triatlet Jamie Cleveland til Statesman.com.

Lance Armstrong, der begyndte sit liv som konkurrencesvømmer, inden han kastede sig over triathlon og efterfølgende cykelsporten, har indrømmet sit misbrug af doping i et Oprah Winfrey-show på TV, men han afviste at samarbejde med US Anti Doping Agency for at kaste mere lys over omfanget af dopingmisbrug på de cykelhold, der stod bag Armstrongs syv førstepladser i Tour de France.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu