Trods stor ros: Storfilmen Hobbitten snegler sig afsted

12. december 2012 09:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Trods stor ros: Storfilmen Hobbitten snegler sig afsted
Billede mangler

Der er masser af ros fra anmelderne til Hobitten – men tempoet er for langsomt.
 
Onsdag inviterer landets biografer igen danskerne med til J.R.R. Tolkiens Midgårdsunivers.
 
Denne gang har Peter Jackson filmatiseret ‘Hobbitten’, der er historien om forløbet op til Frodo, Gandalf og Aragorns eventyr i ‘Ringenes Herre’.
 
De danske anmeldere så allerede filmen mandag. Og den generelle holdning er, at filmen skrider for langsomt frem. Det skyldes primært, at man har valgt at fordele bogen over tre film. Til sammenligning er de tre Ringenes Herre-film baseret på tre bøger.
 
– Uanset hvor mange teknologiske landvindinger og teknologiske krummelurer man benytter sig af, så hjælper det jo ikke meget, når historien snegler sig af sted, skriver Ekstra Bladets Henrik Queitsch og tildeler Hobbitten tre stjerner ud af seks mulige.
 
BT’s Niels Lind Larsen ligger på linje i den betragtning.
 
– Det er i den grad overkill at blæse lille ‘Hobbitten’ op til tre helaftensfilm, når instruktørens ønske blot er at give os endnu mere af det, vi allerede har fået, skriver han.
 
Niels Lind Larsen tildeler dog Hobbitten fire stjerner ud af seks mulige. Det gør han primært på baggrund af instruktør Peter Jacksons evner inden for at bygge et troværdigt univers op
 
– Han gør Midgård lyslevende for os. Man tror på, at Herredet og Kløvedal findes, når de præsenteres i storslåede panoramabilleder, og man kan virkelig fortabe sig i præcise detaljer, kostumer og make up.
 
Jyllands-Postens Jakob Levinsen fremhæver de “endeløse kampscener”, som dræbende for tempoet i filmen. Levinsen kvitterer med tre stjerner ud af seks mulige.
 
Den meste positive vurdering står Berlingskes Kristian Lindberg for. Han tildeler den første film i trilogien fem stjerner – også ud af seks mulige.
 
– Lad det være sagt med det samme: Peter Jackson kan det tryllegylle, lyder det fra Kristian Lindberg
 
– Medmindre man er indædt puritaner, hvad angår at følge forlægget præcist, er det nemlig svært at være utilfreds med Jacksons trilogi-kick off, der både bevæger, fortryller og fornyer.
 
De danske biografer har på forhånd solgt tusindvis af billetter til storfilmen. I onsdag oplyste Cinemaxx og Nordisk Film, at de tilsammen havde afsat over 70.000 billetter.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu