Trods våbenhvile: 53 civile dræbt

27. oktober 2012 12:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Trods våbenhvile: 53 civile dræbt
Billede mangler

Kampene mellem oprørere og regeringsstyrker i Syrien er ikke stoppet trods våbenhvile – 146 personer meldes dræbt.
 
Næsten 150 mennesker har mistet livet et døgn efter, at en våbenhvile trådte i kraft i Syrien fredag morgen.
 
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er 146 personer dræbt, heriblandt 53 civile syrere. Derudover har 50 oprørere og 43 regeringssoldater mistet livet i kampene.
 
Fredag var første dag i den fire døgn lange våbenhvile, som blev forhandlet på plads af FN’s udsending Lakhdar Brahimi, og som både oprørerne og præsident Bashar al-Assads regime er gået med til.
 
Men allerede få timer efter, at våbenhvilen var trådt i kraft, brød voldsomme kampe ud i flere regioner i landet.
 
I hovedstaden, Damaskus, var der kampe mellem oprørere og soldater i den sydlige bydel Assali. Mindst fem mennesker blev dræbt, da en bilbombe eksploderede tæt ved en legeplads for mindre børn. Adskillige huse blev beskadiget eller ødelagt.
 
Trods våbenhvilens kollaps var der dog tale om mindre vold og færre ofre end normalt, meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
 
Blandt de oprørere, der deltog i kampene, var medlemmer af den islamistiske Al-Nusra Front, som har sagt, at de ikke vil overholde våbenhvilen.
/ritzau/AFP
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu