Troels Lund under anklage

6. marts 2013 12:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Troels Lund under anklage
Billede mangler

I skattesagskommissionen har eksperter, kommentatorer og journalister gentagne gange efterspurgt det fældende bevis på, at Skatteministeriets top blandede sig uretmæssigt i Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag. Måske har den tidligere produktionsdirektør Steffen Normann Hansen lige leveret det, skriver b.dk.

 

Den 1,98 meter høje skattechef har netop forklaret for skattesagskommissionen, hvordan både tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og daværende spindoktor Peter Arnfeldt på et lukket møde 16. september 2010 udtrykte direkte utilfredshed med Skat Københavns frikendelse af Kinnock samme dag.

Ministeren og spindoktoren havde især hæftet sig ved, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock kort tid efter fraflytningen fra Danmark i 1999 havde erhvervet sig en lejlighed på Amager, hvilket kunne ændre sagen fra en såkaldt tilflyttersag til en fraflyttersag og dermed gøre Kinnock skattepligtig.

»På et tidspunkt gav Arnfeldt udtryk for, at han ikke syntes, at afgørelsen var rigtig, fordi der var købt en ejendom,« sagde Normann Hansen om det lukkede møde.

»Kom Arnfeldt selv ind på det?« spurgte kommissionens afhører, Lars Kjeldsen.

»Han gav bare udtryk for det,« svarede Normann Hansen ifølge b.dk.

»Hvad gav ministeren udtryk for?« fortsatte Kjeldsen.

»Peter Loft forsøgte at forklare, hvordan det hang sammen, og at han kunne stå inde for, at afgørelsen var fuldstændig rigtig. Men så siger ministeren, at han heller ikke kunne forstå afgørelsen,« sagde Normann Hansen.

Kommissionens formand, Lars E. Andersen, afbrød og ville have denne udtalelse understreget:

»Så Arnfeldt og ministeren er på linje, men Loft forsøgte at forklare afgørelsen og kunne stå inde for den,« spurgte formanden.

»Ja,« svarede Normann Hansen.

Normann Hansen fik også tilføjet, at muligheden for at bringe afgørelsen for Skatterådet blev nævnt.

»Det er ikke sådan, at man drøfter muligheden. Men på vej ud ad døren siger ministeren: Hvad nu, hvis den alligevel er forkert. Så siger Peter (Loft, red.): Så kan den vist komme for Skatterådet. Det er ikke en drøftelse, mere en udgangsreplik,« forklarede Normann Hansen.

Berlingske har tidligere afdækket forløbet bag mødet 16. september 2010, men nu har en mødedeltagerne så yderligere bestyrket mistanken om, at Troels Lund Poulsen var endog meget tæt på Helle Thorning-Schmidts private skattesag, og at han anfægtede afgørelsen. Troels Lund Poulsen selv har afvist denne udlægning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu