Troels Lunds vikar: Vemodigt farvel

7. marts 2012 17:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Troels Lunds vikar: Vemodigt farvel
Billede mangler

Det er ikke farvel, det er på gensyn.
Sådan lyder det fra Venstre-manden Finn Thranum, som siden december har været tidligere skatteministeren Troels Lund Poulsens vikar i Folketinget.
“Det ville være forkert at sige, at det ikke er vemodigt at forsvinde fra Christiansborg, men jeg er taknemmelig for, at jeg har fået lov at have tre måneder derovre, hvor jeg har fået en oplevelse af, hvad det vil sige at være landspolitiker,” siger han til Newspaq.
Finn Thranum, der er uddannet ambulancebehandler, understreger dog, at han hele tiden godt har vidst, at mandatet var til låns. Så der er ingen sure miner dér.
“Det er sådan, at Troels Lund Poulsen fik et rigtig flot valg, og jeg havde ikke stemmer nok til at blive valgt ind. Så det er Troels Lunds mandat, jeg har været inde og låne i tre måneder. Det er spillereglerne, så må jeg se, om jeg er dygtig nok til at blive valgt ind næste gang.”
I de tre måneder Finn Thranum nåede som folkevalgt, fik han ikke eneste gang stillet spørgsmål til regeringen i form af de såkaldte paragraf 20 spørgsmål og spørgsmål i udvalgene.
Men det er østjyden egentlig ganske stolt af.
“Jeg har det rigtig godt med, at jeg ikke starter dag ét derovre med at fyre en hel masse af. Der er en tilvænningsperiode, når man kommer ind på Christiansborg, hvor man skal finde ud af, hvordan bevæger man sig, hvordan taler man, hvilket sprog benytter man sig af og så videre. Jeg føler, jeg har prioriteret min tid godt derovre,” slutter han.
Troels Lund Poulsen meddelte i dag, at han fra på mandag igen er tilbage på Christiansborg.
De seneste tre måneder har han været på orlov, fordi der i november/december opstod gevaldig blæst om hans person i forbindelse med lækagen af Helle Thorning-Schmidts fortrolige skatteoplysninger til B.T. en uge før folketingsvalget i september.
Opbakning fra baglandet og det faktum, at der nu er nedsat en Skattesagskommission har fået Troels Lund til at gøre comeback, udtaler han til Horsens Folkeblad.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu