Troelsen dukkede Viborg

30. januar 2013 21:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Troelsen dukkede Viborg
Billede mangler

Hun blev vejet og fundet for let til den danske trup ved december måneds håndbold-EM i Serbien. 

 

Men i den danske liga kører det iøjeblikket i olie for Trine Troelsen.

Bagspilleren blev således topscorer med ikke færre end ni fuldtræffere, da hun sammen med holdkammeraterne fra FC Midtjylland vandt topopgøret mod Viborg 25-24.

– Begge holds spillere fortjener ros. Det var et brag af en kamp, siger Viborg-direktør, Peter Cassøe, der ikke mindst glæder sig over, at der for første gang i denne sæson var fuldt hus i Viborg Stadionhal.

– Men nederlaget gør ondt. Med fire point op til Midtjylland bliver de nu svære at passere i grundspils-tabellen, siger Peter Cassøe, der er i gang med at få næste sæsons trup på plads.

I går valgte man at sige ja til franske Nice om øjeblikkelig køb af klubbens svenske målvogter Cecilia Grubbström.

– Vi råder i forvejen over Cleopatre Darleux og Søs Søby, og føler os godt besat på denne position. Derfor lader vi hende gå, siger Peter Cassøe, der ikke vil afvise, at man efter denne sæson vælger at tilknytte Randers HKs brasilianske landsholds-keeper Chana Masson.

– Hun får ikke sin kontrakt i Randers forlænget, og står højt på vores ønskeliste, siger Peter Cassøe.

Til gengæld står det med 100 procents sikkerhed fast, at Viborg holder på den norske stregspiller, Marit Malm Frafjord, mindst to sæsoner mere.

Før Viborgs hjemmekamp mod Midtjylland forlængede hun sin aftale frem til sommeren 2015.

– Jeg er er rigtig glad for min beslutning. Jeg har det godt i Viborg, og synes at fremtiden ser spændende ud med et mandskab, der kan begå sig i Europa, siger Marit Malm Frafjord.

Onsdag aften blev der spillet yderligere tre kampe i Dame Håndbold Ligaen:

Randers sikrede sig den ventede sejr over Sønderjyske, mens kampene mellem KIF Vejen og Aalborg DH samt Team Esbjerg og FIF endte uafgjort.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu