Trussel om skyderi: Politi rykker ud til fire skoler

15. december 2015 11:47 | Af: Matias Mortensen

En trussel på Facebook om et skyderi mod Zealand Business College har fået politiet til at rykke ud til fire skoler på Sjælland.

Zealand Business College har sat sin beredkabsplan for skoleskyderi i værk, efter en ukonkret trussel mod skolens afdeling i Ringsted blev fremsat af en bruger på hjemmesiden 4chan.org.

– ZBC Ringsted, jeg ville holde fri i morgen, hvis jeg var jer, skrev en anonym bruger klokken 20.31.

Beskeden er akkompagneret af et foto af en ung mand, der er maskeret med sminke.

Steen Sørensen, der er direktør for ZBC’s fire afdelinger i Ringsted, Vordingborg, Roskilde og Næstved, fortæller til Ekstra Bladet, at politiet er massivt til stede omkring alle skolens afdelinger.

– Men truslen om skoleskydning er rettet konkret mod Ringsted-afdelingen. Vi har sat vores beredskabsplan for skoleskydning i værk, siger Steen Sørensen til Ekstra Bladet.

Begrænset undervisning

Han oplyser, at der kun gennemføres begrænset undervisning på skolen i Ringsted på grund af truslen.

Politiet rykkede ud til skolen i Ringsted allerede klokken 07.55 i morges.

– Vi kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse om nogle trusler, og det overvejer vi nærmere. Truslen er kommet ind via facebook, siger kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen til Ekstra Bladet.

Opdatering: Trussel afblæst

Ifølge sn.dk’s reporter, der er på ZBC i Ringsted er truslen nu afblæst. Det skriver sn.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu