Tunesien vil have hastemøde om Arafats død

5. juli 2012 17:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tunesien vil have hastemøde om Arafats død
Billede mangler

Tunesien vil hasteindkalde Den Arabiske Liga og have iværksat en international undersøgelse af, hvordan den palæstinensiske leder Yasser Arafat døde i 2004.
Nye oplysninger tyder på, at Arafat blev forgiftet
– Vi opfordrer til et hastemøde for Den Arabiske Ligas udenrigsministre og oprettelsen af en international komité, der skal undersøge omstændighederne ved dødsfaldet, siger den tunesiske udenrigsminister, Rafik Abdessalem.
– Vi står i gæld til denne store mand, som havde så vigtig en indflydelse på den palæstinensiske sag, fortæller han efter et møde med Tunesien præsident.
Arafat og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), som han stod i spidsen for, havde hovedkvarter i Tunesien fra 1980 til 1990 efter at være fordrevet fra Libanon.
Onsdag opfordrede den palæstinensiske ledelse og Arafat kone, Suha, til, at den tidligere PLO-leders død undersøges. Det kan blandt andet komme på tale at grave Arafats lig op.
Yasser Arafat blev formentlig forgiftet med det radioaktive polonium, fremgår det af laboratorieundersøgelserne af palæstinenserlederens tøj, pyjamas og tandbørste.
Det er Arafats kone, der har givet tv-stationen al-Jazeera tilladelse til at undersøge de personlige genstande.
Det var polonium, der slog den afhoppede russiske KGB-spion Aleksander Litvinenko ihjel i London i 2006.
To mænd med tilknytning til den russiske sikkerhedstjeneste sættes i forbindelse med Litvinenkos død, men Rusland nægter at samarbejde med britisk politi om opklaringen.
Litvinenko blev syg få timer efter, at han havde mødt de to mænd på en restaurant i London. Han døde tre uger senere, og dødsårsagen var forgiftning med polonium, sagde lægerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu