Tunesiens premierminister fastholder teknokratregering

8. februar 2013 19:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tunesiens premierminister fastholder teknokratregering
Billede mangler

TUNESIEN: Den tunesiske premierminister, Hamadi Jabali, har fredag gentaget sine intentioner om at danne en upartisk teknokratregering, selv om hans eget islamistiske Ennahda-parti er imod. Det skriver Reuters.

 

– Jeg insisterer på min beslutning om at oprette en teknokratisk regering, sagde premierministeren fredag til fremmødte journalister på et pressemøde.

Jabali meddelte sin regerings afgang i denne uge efter drabet på en ledende oppositionspolitiker, og han kunne fredag oplyse, at den nye regering er klar til at tiltræde. Han ville dog ikke løfte sløret for navne på ministrene.

Premierministeren siger desuden, at han ikke behøver tilladelse til sit foretagende fra landets nationalforsamling, da han ikke opløser den nuværende regering, men derimod erstatter alle dens medlemmer.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu