Tunesiens tidligere diktator dømt for drab

13. juni 2012 13:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tunesiens tidligere diktator dømt for drab
Billede mangler

Tunesiens styrtede diktator Zine al-Abidine Ben Ali er af en militærdomstol blevet idømt 20 års fængsel for blandt andet tilskyndelse til vold under politiets forsøg på at smugle hans nevø ud af landet under sidste års oprør, oplyser nyhedsbureauet TAP.
Ben Ali, som opholder sig i eksil i Saudi-Arabien, dømtes onsdag uden selv at være til stede og blev fundet skyldig i anstiftelse til uro, drab og plyndring, hedder det i dommen.
Sagen handler om drabet på fire unge mennesker, som blev dræbt i byen Ouardanine.
Fire demonstranter blev skudt og dræbt i den østlige kystby, da de forsøgte at forhindre Ben Alis nevø Kais’ flugt. Det skete dagen efter, at diktatoren selv var flygtet ud af landet 14. januar 2011.
Ofrenes pårørende har anklaget sikkerhedssystemet for at beordre politiet til at åbne ild mod menneskemængden.
Retten har også uddelt fængselsstraffe på 5 til 10 år, nogle in absentia, til en række medlemmer af sikkerhedsstyrkerne for den samme forbrydelse.
En militær anklager er også ved at forberede dødsstraf mod den tidligere diktator for en lignende episode, som kostede mindst 22 mennesker livet i demonstrationer for demokrati i byerne Thala og Kasserine.
Uger med protester, der begyndte i december 2010, styrtede en af de mest rodfæstede autokratiske regimer i den arabiske verden og førte til demokratiske valg i oktober sidste år. Her overtog et moderat islamistisk parti magten.
Diktatorens fald affødte en dominoeffekt i bølgen af demonstrationer, som blev kendt som Det Arabiske Forår, og som fortsat fejer hen over regionen,
Ben Ali står foran adskillige retssager og er allerede blevet idømt 66 års fængsel for en række anklager, heriblandt narkotikasmugling og underslæb.
Både han og hans kone er genstand for en international arrestordre, men de saudiarabiske myndigheder har ikke svaret på de tunesiske udleveringskrav.
Kilde: AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu