Tunesisk regering opløses oven på drab

6. februar 2013 20:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tunesisk regering opløses oven på drab
Billede mangler

TUNESIEN: Den tunesiske premierminister, Hamadi Jebali, har besluttet sig for at opløse regeringen for i stedet at indsætte en national enhedsregering, oplyser lokale embedsmænd ifølge Reuters.

 

– Premierministeren vil holde en tale til nationen i aften og vil offentliggøre en ny regeringsdannelse, siger en kilde til Reuters.

Regeringen skulle blandt andet komme til at bestå af teknokrater, og ifølge den unavngivne kilde er beslutningen truffet af hensyn til Tunesien.

Beslutningen kommer ovenpå de voldsomme uroligheder, der fulgte, da den fremtrædende oppositionspolitiker Shokri Belaid onsdag blev dræbt af skud uden for sit hjem i hovedstaden.

Nyheden om drabet fik øjeblikkeligt folk på gaden i hovedstaden, og senere bredte demonstrationerne sig til andre dele af landet, heriblandt byen Sidi Bouzid, hvor »Det arabiske forår« blev født.

Shokri Belaid var kendt som en markant modstander af den siddende regering, som ledes af de moderate islamister fra partiet Ennahda. Lederen af partiet, premierminister Hamadi Jebali, betegnede tidligere på dagen drabet som »et mord på den tunesiske revolution«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu