Tunnelprojekt slår revner i folks boliger

23. februar 2013 21:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tunnelprojekt slår revner i folks boliger
Billede mangler

Beboerne langs et stort tunnelprojekt på Østerbro i København frygter, at deres boliger er ved at falde sammen, skriver Berlingske. De er naboer til et igangværende milliardbyggeri, der fra 2015 skal skabe en bedre forbindelse mellem Lyngbymotorvejen og en ny bydel i Nordhavn.

 

Rystelserne fra gravearbejdets store tunge maskiner har ført til en strøm af klager til Københavns Kommune fra utilfredse borgere, der omtaler anlægsarbejdet i vendinger som »jordskælv« og »gule helvedesmaskiner,« viser en aktindsigt.

Københavns Kommune har modtaget 27 klager fra beboere, der kræver erstatning for omfattende ødelæggelser på deres boliger. Nogle borgere har konstateret sprækker i deres husmure, andre kan berette om en smuldret skorsten, et løsnet toiletrør og dele af et tag, som havnede på græsplænen.

»Vi er bange. Vi ved jo ikke, hvad huset kan holde til,« siger Anne Marie Johansen, der bor i en murermestervilla.

Sådanne klager skal afsluttes inden for 90 dage, men ti af klagerne har ventet 300 dage på en afklaring. En borger skriver, at hans sag blev udsat fire uger ad ni omgange.

På baggrund af Berlingskes oplysninger har teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) nu bedt forvaltningen om en redegørelse. »Den lange sagsbehandlingstid er uacceptabel. Kan vi ikke nå det til tiden, må vi rykke rundt på ressourcerne,« siger hun.

Beboernes klager er ømtålelige for overborgmester Frank Jensen (S), der i 2010 indgik aftalen om byggeriet med det smallest mulige flertal i Borgerrepræsentationen sammen med de Radikale og SF. De borgerlige partier samt Enhedslisten var imod og anbefalede, at der i stedet blev fundet finansiering til en boret tunnel – netop fordi denne løsning ville mindske besværet for beboere og trafik i området, påpeger de Konservatives Jakob Næsager.

»Det er ikke en værdig måde at behandle naboerne på,« siger han.

Frank Jensen (S) kalder de borgerlige partier for hyklere.

»De borgerlige kunne ikke anvise finansieringen. De står bare og peger fingre ad de partier, der påtager sig ansvaret,« siger han til Berlingske.

I 18 af klagesagerne har beboerne accepteret kommunens bud på en erstatningssum. Hidtil er der blevet udbetalt næsten 600.000 kroner til borgerne, men flere af de mere omfattende sager er langtfra afsluttet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu