Tv-nævn afgør Roj TVs skæbne i dag

23. januar 2012 07:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tv-nævn afgør Roj TVs skæbne i dag
Billede mangler

Roj TV er allerede blevet dømt i byretten for at opfordre til terror gennem deres sendeflade.
Men de må stadig gerne sende tv fra Danmark. Det kan alt sammen ændre sig, hvis Radio- og tv-nævnet i dag beslutter sig for at tage sagen mod den omstridte tv-kanal op. De har nemlig magten til at slukke for Roj TV’s sendesignal.
Inden det når så langt, skal byrettens dom dog overvejes på nævnets møde i dag, hvor man skal tage stilling til, om der skal indledes en sag mod den dømte tv-station.
“Det, vi skal tage stilling til, er, hvorvidt der foreligger så væsentligt nye oplysninger (i byrettens afgørelse, red.), at disse oplysninger giver anledning til at indlede ny sag. I det taget i betragtning, at vi jo tidligere har haft Roj TV’s sendeaktiviter oppe og vende, senest i 2008,” forklarer Christian Sherfig, formand i Radio- og tv-nævnet.
Og det er to punkter i Byrettens afgørelse, der skal lægge grund for, om en ny sag skal sættes igang.
“Det ene er spørgsmålet om, hvorvidt Roj TV opfordrer til propaganda og terror i sine sendeaktiviter. Det andet spørgsmål er, hvorvidt de redaktionelle beslutninger bliver truffet i Belgien eller i Danmark,” forklarer Christian Sherfig.
Radio- og tv-formanden vil ikke nærme sig en vurdering af, hvad udfaldet på dagens møde bliver. Men medieloven er lidt mindre streng end straffeloven, som byretten har arbejdet ud fra i deres sag mod tv-stationen.
“Radio- og tv-nævnet arbejder med hjemmel i radio- tv-loven, og der er forholdet, at der gælder noget videre grænser i forhold til ytringsfrihedens råderum, end der gælder i straffeloven,” understreger Christian Sherfig.
Beslutter nævnet at gå videre med sagen, kan der gå op til et halvt år, før den afgøres.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu