TV2 News sender direkte interview med USA’s udenrigsminister Hillary Clinton

31. maj 2012 08:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
TV2 News sender direkte interview med USA's udenrigsminister Hillary Clinton
Billede mangler

TV2s Johannes Langkilde interviewer i dag, torsdag, USA’s udenrigsminister direkte – det første live-interview i Norden.
 
USA’s udenrigsminister Hillary Clinton besøger i dag København. Og hele Danmarks befolkning kan høre den amerikanske udenrigsminister svare på direkte spørgsmål, når TV2s nyhedsvært Jesper Langkilde har hende igennem til et live-interview.
 
Interviewet kan følges direkte på TV2 News fra klokken 11.00.
 
– Debatten vil kredse om internationale og globale udfordringer, som interesserer os alle, herunder de unge, og som Hillary Clinton vil give sit syn på. Vi er superglade for at være mediepartner på denne enestående begivenhed i Danmark og Norden og for at kunne give danskerne mulighed for at følge begivenheden på nærmeste hold, siger kanalchef Mikkel Hertz, TV2 News.
 Seerne kan også stille spørgsmål
Johannes Langkilde, som er udvalgt til at interviewe Hillary Clinton, ser frem til dagens interview.
 
– Jeg glæder mig utroligt meget til at møde Hillary Clinton, til at interviewe hende og til at styre debatten, som nok skal blive både livlig, vedkommende og interessant. Fokus ligger på unge mennesker og på de spørgsmål, de synes, er presserende, når en af verdens mest indflydelsesrige politikere sidder få meter fra dem og siger: ”Spørg løs.” Det er en unik opgave for mig og en unik chance for alle her i landet. Man kan nemlig allerede nu stille spørgsmål til Hillary Clinton via TV2 Nyhedernes facebook-side og på Twitter, siger Johannes Langkilde.
 
Hillary Clinton er på officielt besøg i Danmark i forbindelse med en rundrejse, hvor hun senere besøger Norge, Sverige og Tyrkiet samt tre lande i Kaukasus-regionen, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu