Twitterbrug kan sende en mand i døden

4. juni 2012 09:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Twitterbrug kan sende en mand i døden
Billede mangler

Med 140 tegn til rådighed på Twitter risikerer en mand fra Kuwait at have underskrevet sin egen dødsstraf.
Mandag modtager Hamad al-Naqi sin dom for påstået blasfemi mod profeten Muhammed og for at have krænket monarkierne i Saudi Arabien og i Bahrain.
Pressechef i Amnesty International i Danmark, Ole Hoff-Lund, mener, at der er tale om “et helt horribelt angreb på menneskerettighederne”.
– Det er en helt forrykt historie. Vi opfordrer Kuwait til at opgive sagen, fordi der ikke er nogen sag. Han har brugt sin ret til at udtrykke sine holdninger. Desuden er der tvivl om, han overhovedet har gjort det, han er anklaget for, siger Ole Hoff-Lund.
Sagen begyndte, da en person stak al-Naqi og forlangte, at han skulle henrettes for at gøre sagen til et eksempel for andre. Selv erklærer al-Naqi sig ikke-skyldig, og han hævder, at hans twitterkonto blev hacket og misbrugt i hans navn.
I maj vedtog parlamentet en lovændring, der indførte mulig dødsstraf for blasfemi. Før lød maksimumstraffen på ti år.
Amnesty International og al-Naqi’s advokat kræver, at dødsstraffen ikke kommer på tale, fordi den påståede forbrydelse fandt sted før lovændringen, men det vil anklageren ikke høre på.
Flere frygter, at parlamentet har benyttet denne sag til at foretage en lynhurtig lovændring for at få indført dødsstraf for blasfemi.
– Sagen har været gnisten, der har tændt parlamentet til pludselig at give dødsstraf for blasfemi, siger Ole Hoff-Lund.
Dermed er der meget, der tyder på, at al-Naqi står til at modtage lovens strengeste straf, når han står overfor dommeren mandag.
– At loven blev vedtaget så hurtigt tyder på, at han står til at blive dømt til døden for at bruge sociale medier. Det frygter vi virkelig, siger Ole Hoff-Lund.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu