Tyrkiet sender igen kampfly op nær Syrien

3. juli 2012 16:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tyrkiet sender igen kampfly op nær Syrien
Billede mangler

Overkommandoen for Tyrkiets væbnede styrker har tirsdag igen sendt F-16 kampfly på vingerne ved grænsen til Syrien, efter at der blev lokaliseret syriske transporthelikoptere nær de to landes fælles grænse.
Men der er ikke sket krænkelser af det tyrkiske luftrum, hedder det i en erklæring fra militæret.
– I alt seks kampfly blev sendt på vingerne fra Incirlik-luftbasen i det sydlige Tyrkiet, og yderlige to fly blev sendt op fra Batman i den østlige del af landet som reaktion på de syriske helikopterflyvninger syd for Tyrkiets Hatay-provins, hedder det i erklæringen.
De syriske helikoptere fløj mellem tre og ni kilometer fra den tyrkiske grænse.
Tyrkiets væbnede styrker sendte også seks kampfly i luften ved separate episoder søndag og mandag. Og landet har oprustet i et større område nær grænsen til Syrien som reaktion på, at syriske styrker skød et tyrkisk jagerfly ned for godt en uge siden.
Troppebevægelserne og flymanøvrerne er ifølge amerikanske erklæringer ikke et udtryk for, at Tyrkiet har til hensigt at optrappe konflikten.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, siger også i et interview med en tyrkisk avis, at han ikke vil tillade, at spændingerne mellem de to lande fører til åben konflikt.
– Jeg ville ønske, at de syriske styrker ikke havde skudt det tyrkiske fly ned, understreger han.
– Vi fandt ud af, at det var tyrkisk, efter vi havde skudt det ned. Jeg siger “hvis bare vi ikke havde skudt det ned”, hedder det i interviewet med Assad.
Det er ikke umiddelbart klart, hvornår interviewet med præsidenten er foretaget.
Tyrkiet, der som medlem af Nato i sidste uge fik krisen øverst på forsvarsalliancens dagsorden, har blandt andet sendt lastbiler læsset med raketbatterier mod grænsen.
Tyrkiet og Syrien har tidligere været på god fod, men den syriske opstand, der har kostet tusindvis af mennesker livet, har fået forholdet mellem de to lande til at krakelere.
/ritzau/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu