Tysk sensationssejr i italiensk klassiker

17. marts 2013 18:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tysk sensationssejr i italiensk klassiker
Billede mangler

Alles øjne hvilede på storfavoritten Peter Sagan inden klassikeren Milano-Sanremo, men den 23-årige slovak måtte på de absolut sidste meter se sig oversprintet af den tyske sensationsvinder Gerald Ciolek efter en hæsblæsende finale.

 

Det 298 km lange løb går ellers for at være en forårsbebuder, men milde vinde og lun sol var der intet af under turen fra modebyen Milano i nord til riviera-resortet Sanremo længere mod syd.

Danske Lars Bak fik ellers sat lidt fut i løbet, da han sammen med yderligere fem ryttere stak af allerede efter få kilometers kørsel.

Undervejs fik arrangørerne dog bulletiner om, at voldsomme snemængder i Turchino-passet ville gøre nedkørslen for risikabel. Løbet blev derfor neutraliseret og rytterne måtte ind i busser for at blive fragtet frem til et punkt 130 fra mål.

Bak og kompagni fik lov at genoptage udbruddet med syv minutters forspring, men med 30 km tilbage, gik La Classicisma ind i sin afgørende fase og favoritterne folde sig for alvor ud.

Fabian Cancellara vogtede som en høg over Peter Sagan, som fik lov at lukke mange af hullerne selv mod afslutningen. Trods det så Cannondale-kaptajnen ud til at have både råstyrke og hurtighed til at holde sine følgesvende bag sig, men Ciolek fik kastet cyklen frem til karrierens i særklasse største sejr.

Fabian Cancellara tog sig af tredjepladsen og er dermed noteret for en enkelt sejr og ikke færre end tre podieplaceringer i det, der normalt er cykelsportens længste endagesløb.  

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu