Tyskeren skal tæmmes

15. marts 2013 17:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tyskeren skal tæmmes
Billede mangler

Når Randers i dag tager imod Silkeborg vil kronjydernes defensiv have et særligt blik på en ikke helt almindelig 22-årig tysker. Midtjydernes angrebses Marvin Pourié, der med 10 sæsonscoringer er Silkeborgs topscorer.

 

Tyskerens talent er indiskutabelt. Det vidner et hurtigt blik på cv’et om. Dortmund, Liverpool og Schalke 04 har alle været en del af Marvin Pouriés fodboldopdragelse, der siden sommeren 2011 er fortsat i Silkeborg. En opdragelse, der i perioder har handlet om meget andet end spillet med bolden. For historien om Marvin Pourié er også historien om en spiller, der ikke er bleg for at lange ud efter sine holdkammerater,

– Marvin er en mand, der fylder meget. En mand med en stor personlighed, siger Silkeborg-direktør Kent Madsen, der sammen med trænerteamet har arbejdet hårdt for at tæmme tyskerens iltre temperament.

– Det er jo en del af den coaching, som trænerne har stået for. Han har været i kyndige hænder hos Troels Bech, Keld Bordinggaard (begge tidligere Silkeborg-trænere.red.), Viggo Jensen og de assistenttrænere, der har været her. At udvikle fodboldspillere er jo også at få dem til at tænke over, hvordan de agerer i alle mulige andre sammenhænge, forklarer direktøren og tilføjer:

– Jeg har jo også haft Rajko Lekic. Han skulle også behandles på en særlig måde.

Endnu er kanterne dog ikke helt slebet til på Kent Madsens diamant, selvom Pourié i fredagens udgave af Tipsbladet forklarer, at han er blevet mere ydmyg og positiv over for sine holdkammerater.

For blot en uge siden var Marvin Pourié igen involveret i en kontrovers, da han efter nederlaget til FC København i Parken kom i klammeri med holdkammeraten Kasper Risgaard i spillertunnellen. Her måtte cheftræner Viggo Jensen skride ind for at stoppe kamphanerne.

– Sådan nogle ting sker. Vi er begge spillere, der går på banen for at vinde fodboldkampe. Når det ikke sker, så bliver man frustreret. Så kan man godt blive ophidset, og det var egentlig det, der var i det, lyder det diplomatisk fra Kasper Risgaard, der sammen med holdkammeraterne dagligt oplever en Marvin Pourié med store armbevægelser.

– Han er en anderledes type end os danskere. Det er nok også det, der gør ham ekstra god, vurderer midtbanespilleren.

– Men der er da stadig ting, han kan arbejde med, tilføjer han.

Som at han ikke skal lange ud efter sine holdkammerater?

– Det må stå for egen regning, hvad han siger. Vi kan ikke alle være ens, og det er også helt fint, siger Kasper Risgaard, der søndag skal forsøge at fodre Marvin Pourié i den svære udekamp mod Randers.

Her kan den selvtillidsfulde tysker passende gøre reklame for sig selv over for flere udenlandske klubber. Ifølge Kent Madsen har flere europæiske klubber henvendt sig med forespørgsler for angrebstalentet, der efter alt at dømme er fortid i dansk fodbold til sommer.

– Den fælles plan, vi har med Marvin er, at han hos os skal udvikle sig til en topspiller, så vi kan være springbrættet til en større klub i en større liga. Det skal nok lykkes. Han kan jo starte med at spille en god kamp på søndag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu