Tyskland har fået ny præsident

18. marts 2012 16:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tyskland har fået ny præsident
Billede mangler

Europas nok mindst magtfulde toppost har i dag fået ny mand på tronen. Hans navn er Joachim Gauck, og han er netop blevet forbundspræsident i Tyskland.
Den 72-årige østtysker og menneskerettighedsforkæmper har fået kransekageposten, efter Christian Wulff måtte trække sig på grund af en anseelig mængde skandalesager med ulovlige lån, trusler og lignende.
Oprindelig var Gauck alt for venstreorienteret for kansler Angela Merkel. I Tyskland afgør det politiske flertal, hvem der skal have præsidentposten, og da mange af Merkels ministre har været ude at sejle i skandalestorme, havde kansleren brug for en person, alle kunne enes om. Og som hun lettere modvilligt kunne acceptere.
Der står en næsten stoisk respekt om Joachim Gauck. Under den kolde krig bekæmpede den daværende østtysker Stasi og blev efterfølgende leder af de forhadte sikkerhedspolitis efterladte arkiv, hvor han stod for dokumentation og offentliggørelse af mange forbrydelser begået af Stasi mod DDR-borgerne.
I Tyskland har præsidenten da facto ingen indflydelse. Men som republik har et land traditionelt set et overhoved, som bliver på posten, selvom landets regering må gå af. Og det bliver så Gauck, der skal besidde den post i denne omgang.
I nogle lande har den leder en reel magt, men sådan er det ikke i Tyskland. Her kommer Joachim Gauck mest til at klippe bånd over og holde værditaler til nationen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu