Tysklands tidligere præsident er død

10. januar 2017 10:58 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Tysklands tidligere præsident Roman Herzog, er død.

Tysklands tidligere præsident Roman Herzog er død 82 år, oplyser præsidentkontoret i Berlin til nyhedsbureauet dpa.

Roman Herzog gik fra posten som præsident for forfatningsdomstolen til præsident for Forbundsrepublikken.

Den tidligere konservative politiker fra Den Kristelige Demokratiske Union afløste Richard von Weizsäcker på præsidentposten.

Han studerede jura i München og tog sin første juridiske eksamen i 1957.

I 1958, modtog han titlen som dr. jur. og arbejdede som assistent på universitetet i München ind til 1964. (Kilde: Wikipedia).

Herzog var tidligere politiker og minister i delstaten Baden-Württemberg og fra 1983 til 1994 dommer ved den føderale forfatningsdomstol i Karlsruhe. Fra 1987 var han præsident for domstolen.

Advarede mod reformtræthed

Herzog, der blev født i Landshut i Bayern i 1934, blev kendt under sin tid som præsident for at advare mod reformtræthed.

Det var i årene efter, at Vesttyskland og det faldne kommunistiske Østtyskland blev forenet i ét Tyskland. Det var på et tidspunkt, hvor landet var ramt af økonomisk stilstand og stor arbejdsløshed.

– Der må gå et ryk igennem Tyskland, lød det i 1997 i hans mest kendte tale.

“Folket bevæger sig ikke”

Han uddybede i et interview til avisen Bild, at “folket bevæger sig ikke”. Men for at få reformer i gang “behøves der politisk ledelse, ægte karisma for at mobilisere” folket.

Det var usædvanlige ord fra en tysk præsident, hvis rolle i høj grad er ceremoniel og ikke politisk.

Kritiserede store partier

Herzog gjorde sig bemærket i 2016, da han kritiserede Tysklands store partier for at gøre for lidt til at stoppe det stærkt indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland (AfD).

Partiet ser lige nu i målinger ud til at blive det tredjestørste i Forbundsdagen, når der er valg i september.

– I dag har vi mistet en stor læremester i forfatningen, en politiker og en statsmand, siger den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier.

Herzog var præsident i Tyskland fra 1994 til 1999.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu