Tyve ville stjæle pengeautomat med rendegraver

29. marts 2013 05:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tyve ville stjæle pengeautomat med rendegraver

En gruppe tyve forsøgte natten til fredag at stjæle selve pengeautomaten fra en Jyske Bank-filial i Horslunde på Vestlolland, oplyser Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

 

Gruppen, som bestod af fem-seks mænd, kørte ganske enkelt en stjålet rendegraver op til banken på byens hovedgade kort efter klokken et og forsøgte derefter – formentlig ved hjælp af kæder – at rive automaten ud af væggen, fortæller vagtchef Stefan Jensen.

»Der var vidner, som så en rendegraver køre over til automaten, og gerningsmændene var derefter i stand til at rive automaten ud af væggen. Det var ret voldsomt,« siger vagtchefen og fortsætter:

»Rendegraveren skulle kun bruges til at få automaten ud af væggen. Herefter ville de have den op på en anden bil, så de kunne køre deres vej. Men det lykkedes ikke at få pengeautomaten med, den røg ned på jorden, og så tumlede de lidt med den og forsøgte at få den op på en lille ladbil, men det opgav de og stak af. Så pengeautomaten lå pænt på jorden, da vi kom frem.«

Gruppen havde således ikke held til at slippe af sted med så meget som en krone for tyveriforsøget, som vagtchefen betegner som frækt.

»Det er voldsomme midler, det skete midt i byen,« siger Stefan Jensen.

Politiet ved endnu ikke, hvem der står bag tyveriforsøget, men det er lykkedes at finde frem til den efterladte flugtbil.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu