Uafhentede Lotto-millioner på vej tilbage i Danske Spils regnskab

7. marts 2012 16:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Uafhentede Lotto-millioner på vej tilbage i Danske Spils regnskab
Billede mangler

Spiller du nogle gange lotto hos SuperBest i Viby på Sjælland eller hos Shell i Holstebro, så er der nok grund til lige at tjekke, om du skulle have nogle gamle lotto-kuponer liggende.
 
Danske Spil mangler nemlig vindere af to store gevinster fra sidste år.
 
Det drejer sig om en lotto-kupon købt i i SuperBest, Tofthøjvej 6-8, i Viby Sjælland til trækningen lørdag den 12. marts sidste år samt en joker-kupon købt hos Shell, Viborgvej 42 i Holstebro til trækningen lørdag den 31. december.
 
De to kuponer er henholdsvis 10 millioner kroner og 12 millioner kroner værd.
 
Vinderne har et år til at hente gevinsten. Sidste frist for de 10 millioner kroner vundet i Viby Sjælland er altså nu på søndag.
 
For at indløse gevinsten skal kvitteringen præmiesøges hos en af Danske Spils forhandlere.
 
Bliver gevinsterne ikke afhentet, går de ind i Danske Spils regnskab og dermed overskuddet, også kaldet tipsmidlerne, der støtter idrætten, kulturlivet og meget andet. I 2011 lød tipsmidlerne på mere 1,5 milliarder kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu