Udbredt mangel på faglærte fremover

4. februar 2013 22:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Udbredt mangel på faglærte fremover
Billede mangler

De danske virksomheder har brug for faglært arbejdskraft, men der bliver færre og færre faglærte at ansætte, viser et notat fra Dansk Metal, der fremskriver udviklingen i antallet af faglærte som smede, værktøjsmagere og elektrikere i løbet af de næste 30 år, skriver Ugebrevet A4.

 

Ifølge prognosen vil faglærte til den tid udgøre en fjerdel af arbejdsmarkedet, mens tallet i dag er knap hver tredje. Ifølge Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom hos Dansk Metal, kan tendensen efterlade de produktionsvirksomheder, som i dag beskæftiger tusindvis af danskere, med et stort problem i forhold til at skaffe arbejdskraft.

Manglen på faglærte giver virksomhederne to muligheder, vurderer han.

– Enten kigger virksomheder som Danfoss og andre imod udlandet og flytter produktionen derhen. Eller også henter de arbejdskraft ind fra udlandet. Og der må man nok se i øjnene, at de kommer til at flytte ud, for det er nu engang lettere selv at rykke end at tiltrække faglært arbejdskraft fra udlandet. Det bliver den benhårde konsekvens, siger han til Ugebrevet A4.

En af landets største virksomheder, Grundfos i Bjerringbro, er bekymret over det faldende antal faglærte.

– Så får vi jo endnu sværere ved at skaffe kompetent arbejdskraft, og det er kritisk. Det vil formentlig presse omkostningerne og give et lønpres, siger Finn Brøndum, uddannelsesleder hos Grundfos, til Ugebrevet A4.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu