Uddannelsesforbundet gør sig konfliktklar

12. marts 2013 11:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Uddannelsesforbundet gør sig konfliktklar
Billede mangler

En telefon ringer i forsamlingen ved stormødet i Uddannelsesforbundet på Hotel Scandic i København tirsdag. Formand Hanne Pontoppidan spørger ud i salen: »Er det Corydon?«

 

»Vi må hellere tage den. Vi skal jo vide, hvad vi skal gøre,« siger hun med slet skjult reference til den famøse SMS, som ramte en anden faglig organisation, nemlig Kabinepersonalet (CAU) midt under forhandlingerne med ledelsen i SAS om en ny overenskomst.

Hanne Pontoppidan taler til 250 tillidsrepræsentanter for at erklære utilfredshed med sammenbruddet i forhandlinger med staten og KL. Tillidsfolkene i salen briefes også lavpraktisk om, hvad der sker, hvis en konflikt træder i kraft.

Lærerne skal blandt andet aflevere deres arbejdsredskaber såsom computere og iPads, afslutte undervisningsforløb og kende reglerne for konflikt.

»Det er ideologisk funderede krav fra arbejdsgiverne, der rammer os. De gider ikke en gang ændre talepapirerne alt efter hvilke organisationer, de taler med. Nu skal vi fortælle vores medlemmer, hvordan de forholder sig i en konfliktsituation,« siger Hanne Pontoppidan.

Uddannelsesforbundet er ligesom Danmarks Lærerforenings medlemmer ramt af KLs lockoutvarsel, der skønnes at omfatte 50.000 lærere. Derudover har Uddannelsesforbundet omkring 7000 ansatte, der kan blive berørt af en lockout på det statslige område. Lockouten omfatter lærere på erhvervsrettede skoler, VUC, produktionsskoler, Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) og i Forsvaret. Lockouten på det statslige område træder lige som KLs lockout i kraft 1. april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu