Udenlandske chaufførers ulovlige kørsel i Danmark skal stoppes

11. april 2013 05:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Udenlandske chaufførers ulovlige kørsel i Danmark skal stoppes
Foto: Colourbox.

Udenlandske chauffører, der kører ulovligt med varer i Danmark skal stoppes ved hjælpe af fotokontrol, foreslår chaufførernes fagforening og arbejdsgiverne i Dansk Transport & Logistik (DTL), skriver Politiken.

 

Det er i dag tilladt for udenlandske chauffører fra andre EU-lande at transportere varer i begrænset omfang i Danmark, men både arbejdsgivere og ansatte har en mistanke om, at transporterne har taget et alt andet end »begrænset omfang«.

»Prøv for eksempel at tage ind på rastepladsen ved Karlslunde syd for København. Der står som regel mellem 40 og 50 vogne, og blot 2-3 stykker af dem er på danske plader«, siger gruppeformand Jan Villadsen fra 3F’s transportgruppe til avisen.

Chauffører fra Bulgarien, Rumænien og andre østeuropæiske lande får ifølge fagforbundet og arbejdsgiverorganisationen lønninger på helt ned til 5.000-7.000 kroner om måneden.

»Lønningerne er cirka en tredjedel af vore omkostninger, så det er nærmest umuligt at konkurrere med for danske vognmænd«, siger direktør Erik Østergaard fra DTL, der repræsenterer op mod 2.300 transportfirmaer.

Ifølge EUs regler må udenlandske chauffører køre tre indenrigsture i Danmark i løbet af syv dage. Reglerne er lavet for at begrænse antallet af tomme lastbiler på vejene, som belaster miljøet.

»Det er fornuftigt, at lastvognene ikke skal køre tomme rundt, men reglerne bliver systematisk brudt. Hvis alle de bulgarske, rumænske og andre udenlandske lastbiler virkelig var på vej ud af landet med eksportvarer, havde vi jo ingen krise«, siger Jan Villadsen.

»Det er meget vanskeligt for politiet at finde ud af, hvor mange dage en udenlandsk chauffør har været her i landet. Han siger jo blot, at han har været her et par dage, når han bliver stoppet af politiet, og hans vogn er kemisk renset for ting med dato på«.

Branchen kræver derfor et fotosystem med nummergenkendelse, så politiet nemt kan se, hvor længe en udenlandsk chauffør har opholdt sig i Danmark. Fotofælderne skal opstilles på strategiske steder.

»Det kunne for eksempel være ved grænseovergange og Storebæltsbroen. Et system med fotokontrol af nummerplader ville være relativt enkelt at etablere og være et godt redskab i hænderne på politiet«, siger Erik Østergaard til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu