Udkants-borgmestre bekymrede over hovedstadens magnet-effekt

9. marts 2013 15:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Udkants-borgmestre bekymrede over hovedstadens magnet-effekt
Billede mangler

Københavns Kommunes succes og positive vækst skal ikke være på bekostning af de regioner i landet, der oplever fald i indbyggertallet, lyder det samstemmigt fra Laurids Rudebeck (V), borgmester i Tønder Kommune og Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring Kommune.

 

»Jeg vil ikke klynke over, at København er inde i en positiv udvikling. Det er i alles interesse, at vi har en styrket hovedstad. Men regeringen bliver ganske enkelt nødt til at sørge for, at vi har et Danmark i balance,« siger Laurids Rudebeck til Berlingske Nyhedsbureau med henvisning til, at Københavns Kommune ifølge Berlingske har 10.000-11.000 nye tilflyttere om året.

Det giver hovedstanden en gevinst på en halv milliard kroner.

Laurids Rudebeck mener derimod, at staten skal sørge for, at de store anlægsinvesteringer ikke kun bliver placeret i de store såkaldte østvendte byer. Samtidig er han bekymret over, at man nedlægger statslige arbejdspladser ude i landet.

»Det er jo ikke et nyt eller et særligt dansk fænomen, at folk samler sig i de større byer. Problemet er bare, at den danske regering konsekvent prioriterer de områder, hvor der i forvejen er vækst. Alene i Tønder Kommune har vi mistet et seminarium, en kaserne, et sygehus og store dele af politiet og retsvæsenet. Vi er simpelthen dobbelt ramt af centraliseringen,« lyder det fra Tønder-borgmesteren.

I Hjørring minder borgmester Arne Boelt (S) om, at »det er ét land, vi lever i«.

»I modsætning til København, har vi et ret markant befolkningsfald hvert år, og det er da et problem, Vores kommune får jo ikke færre kilometer veje, fordi 200 borgere flytter fra kommunen,« siger Arne Boelt.

Han peger på, at den demografiske udvikling også tynger i kommunalregnskabet på socialområdet.

»Der er større arbejdsløshed i vores område, og vi har mange ældre borgere, herunder også en stor portion mennesker, der har krav på at komme på seniorjobordning. Det koster os mange millioner, og vi bliver ikke umiddelbart kompenseret tilstrækkeligt,« tilføjer han.

Hos Tønder Kommune modtager man penge fra de såkaldt rige kommuner i forbindelse med udligningsreformen, men at komme i betragtning til udligning er ikke en ambition i sig selv for Laurids Rudebeck.

»Udligningsreformen er ganske udmærket, men jeg vil meget hellere have lige vilkår. Sådan forholder det sig ikke, når regeringen for eksempel investerer 27 milliarder kroner i et ambitiøst togprojekt, der mere eller mindre kun kommer områder, der i forvejen er i vækst, til gode,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Carsten Hansen (S), minister for by- bolig- og landdistrikter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu