Politiker overfaldet

På operationsbordet efter voldsomt overfald

Udgivet

Overfald på EU-politiker i Dresden

Matthias Ecke, medlem af EU-Parlamentet og SPD, blev overfaldet i Dresden, mens han hængte valgplakater op.

Ecke pådrog sig alvorlige kvæstelser og blev opereret efter angrebet. Politiet har endnu ikke anholdt gerningsmændene.

Dette resumé blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det tyske medlem af EU-Parlamentet Matthias Ecke blev sent fredag aften overfaldet af en gruppe ukendte gerningsmænd, mens han var i gang med at hænge valgplakater op i den østtyske by Dresden.

Ved overfaldet pådrog Matthias Ecke sig alvorlige kvæstelser, og han måtte efterfølgende opereres.

Det oplyser indenrigsministeriet i delstaten Sachsen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Matthias Ecke er 41 år og medlem af det socialdemokratiske parti SPD.

Ingen anholdte

Politiet har endnu ikke anholdt nogen for overfaldet.

Den 41-årige politiker, som stiller op ved det forestående EU-valg, var ikke den eneste, der blev overfaldet fredag aften i Dresden.

Matthias Ecke måtte på operationsbordet efter det voldsomme overfald.

Få minutter før overfaldet på Matthias Ecke blev en 28-årig kampagnemedarbejder fra partiet De Grønne overfaldet med slag og spark.

Formoder de samme står bag

Også han var i færd med at hænge valgplakater op.

Han blev - ligesom Matthias Ecke - overfaldet af fire personer.

Politiet formoder, at det er den samme gruppe personer, der står bag begge overfald i Dresden.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvor alvorlige skader den 28-årige kampagnemedarbejder fik ved overfaldet.

Powered by Labrador CMS