Udlandet kalder for Esbjerg-spiller

14. april 2013 18:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Udlandet kalder for Esbjerg-spiller
Billede mangler

 – Min kontrakt udløber til sommer. Efter 10 år i klubben føler jeg, at tiden er kommet til at søge nye udfordringer. Der er spændende tilbud fra udenlandske klubber. Men hvilke det drejer sig om, vælger jeg indtil videre at holde for mig selv, sagde Nicolai Høgh, der har FIFA-agenten Allan Nielsen til at hjælpe sig med kontraktforhandlingerne.

 

– Hvis alt går vel er jeg klar med en udmelding i løbet af den næste måneds tid, sagde Nicolai Høgh, der skulle have været på banen fra start mod Randers. – Desværre fik jeg en forstrækning i baglåret. Den er så alvorlig, at den sandsynligvis holder mig ude af kampen mod Brøndby på torsdag (pokalsemifinale, red.). Det er naturligvis ærgerligt. Lige nu vælger jeg i stedet at glæde mig over sejren over Randers. Vi er nu otte point over nedrykningsstregen. Jeg er sikker på, at vi hermed har sikret en ny sæson i Superligaen, sagde Nicolai Høgh. Kampens bedste detalje stod Esbjergs midtbanefløj, Youssef Toutouh for, da han scorede til 1-0.

– Det er mit bedste mål nogensinde. Jeg har en fantastisk første-berøring, spiller bolden over Johnny Thomsen og kanonerer den i kassen, sagde han.

Men hvorvidt Youssef Toutouh i næste sæson fortsat er Esbjerg-spiller, er tvivlsomt.

– Jeg er jo på kontrakt i FC København. De har bare valgt at udleje mig. Så måske vender jeg tilbage hertil. Lige nu tænker jeg kun på Esbjerg. Jeg ved ikke, hvad jeg allermest har lyst til. Men jeg er glad for at være i Esbjerg. Jess Thorup (træner, red.) har vist mig stor tillid, sagde Youssef Toutouh.

Mens glæden i Esbjerg-lejren var stor, var humøret til gengæld på nulpunktet hos Randers-spillerne.

– Vi leverer en skuffende svag præstation, sagde angriberen Nicolai Brock-Madsen, og blev bakket op i sit synspunkt af træner Colin Todd.

– Som oprykker har vi haft en fin sæson. Men den spillemæssige nedtur mod Esbjerg bekymrer mig. På onsdag spiller vi pokalsemifinale mod Horsens. Her skal vi revanchere os, sagde han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu