Udlandet suger nye sygeplejersker ud af Danmark

6. februar 2013 15:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Udlandet suger nye sygeplejersker ud af Danmark
Billede mangler

Nyuddannede danske sygeplejersker er særdeles attraktive i udlandet, hvor deres arbejdskraft er efterspurgt, viser en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd.

 

146 af 288 adspurgte nyuddannede sygeplejersker, svarende til 51 procent, er blevet kontaktet af rekrutteringsbureauer, der har tilbudt dem arbejde i udlandet. Specielt Norge trækker mange sygeplejersker til sig.

– Det var nedtur, at ingen ville ansætte mig. Pludselig får man chancen. Det har jeg virkelig været glad for, siger 28-årige Mette Marie Rasmussen, der fik et job som sygeplejerske i Batnfjordsøra tæt på byen Molde i Norge. Her kunne hun få alle de timer, hun ville have. Langt bedre end i Danmark, hvor hun var på vej på dagpenge efter endt uddannelse i sommeren 2012.

Dansk Sygeplejeråd er bekymret for, at for mange danske sygeplejersker forlader landet.

– Arbejdsgiverne bliver nødt til at tage det her seriøst. Vi kan stå i en situation, hvor der mangler arbejdskraft lige om lidt. Så nytter det ikke noget, at den gode arbejdskraft er i udlandet, siger næstformand i Sygeplejerådet, Anni Pilgaard.

Det overrasker dog ikke organisationen, at deres medlemmer er efterspurgt i udlandet.

– Vi er naturligvis stolte. Vi har nogle gode uddannelser og nogle sygeplejersker, der brænder for faget, siger Anni Pilgaard.

Dansk Sygeplejeråd har indtil videre anbefalet deres medlemmer til at tage arbejde i udlandet, hvis det ikke var muligt i Danmark.

Men situationen for nyuddannede sygeplejersker er ved at ændre sig i Danmark. Efterspørgslen på sygeplejerskernes arbejdskraft stiger herhjemme. I januar 2012 stod 90 procent af de nyuddannede sygeplejersker uden arbejde, men i januar 2013 havde over halvdelen af de nyuddannede arbejde i Danmark.

– Arbejdsgiverne skal gøre sig til over for nyuddannede. De her rekrutteringsbureauer er enormt gode til at markedsføre sig over for de studerende, siger Anni Pilgaard.

Norge, som er den største aftager af danske sygeplejersker, opererer med en startløn på omkring 304.000 danske kroner om året. Selv om man ikke ansættes direkte af en norsk arbejdsgiver, men af et bureau, kan lønnen være udmærket, mener sygeplejersken Mette Marie Rasmussen, der også fik en fri bolig stillet til rådighed. Hun havde godt 30.000 danske kroner udbetalt efter sin første måned.

– Det har været vildt fedt at mærke, at der var behov for én. At man kunne udføre sit arbejde på en god måde. Jeg har anbefalet det til de nyuddannede, jeg har snakket med, siger Mette Marie Rasmussen.

I den norske by Stavanger bliver danske sygeplejersker decideret betalt penge for at tage til byen. Her kan en nyuddannet dansk sygeplejerske ved at binde sig for et år komme helt op at få 65.000 danske kroner ekstra i lønningsposen om året. Antallet af danske sygeplejersker, der har fået autorisation i Norge er blevet tredoblet fra 2010 til 2011.

Danmark eksporterer også nyuddannede sygeplejersker til lande som eksempelvis Tyskland, Østrig og England.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu