Udsendte skal betale mere i skat

7. juni 2012 11:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Udsendte skal betale mere i skat
Billede mangler

Udstationerede medarbejde med hus og familie i Danmark kan se frem til store skattestigninger med regeringens nye reformpakke.
400 millioner kroner skal fremover komme fra danskerne, der er udsendt for en periode af deres arbejdsgiver.
Det skriver Børsen.
Revisorer advarer om, at for nogle danskere stiger skatten fra noget nær nul til 56 procent.
Det vil gøre det dyrere for virksomhederne at sende medarbejdere til udlandet i en periode.
– Det er en meget udbredt regel i eksportorienterede erhverv og i koncerner, hvor danske enheder sender danske medarbejdere til udlandet, uden at vedkommende opgiver sin danske bopæl, siger Jørgen Tind Larsen fra revisionsfirmaet RSMPlus til Børsen.
Regeringen vil helt konkret fjerne den lempelse i skattelovgivningen, som i dag gør det muligt for personer, der opholder sig i udlandet i mere end et halvt år, at få reduceret deres skat i Danmark.
Især større virksomheder med internationale aktiviteter inden for bygge- og anlæg, salg og montage af maskinanlæg og virksomheder med salg af viden og rådgivningsydelser bliver ramt.
– Det er ret væsentlige beløb, vi taler om, og vi forventer, at de foreslåede tiltag får betydning for virksomhederne. De vil møde krav fra medarbejdere om, at de kan fastholde deres nettoindkomst. Da skattebetalingen øges, vil omkostningerne for arbejdsgiverne stige, siger Jørgen Tind Larsen til Børsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu