Udskældt topdommer dropper international fodbold

21. marts 2013 18:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Udskældt topdommer dropper international fodbold
Billede mangler

Peter Rasmussen, 37, har dømt sin sidste internationale fodboldkamp.

– Kravene er efterhånden blevet så hårde, at det nærmest er umuligt også at bestride et civilt job, siger Peter Rasmussen, der har følgende bøn til lederne i Dansk Boldspil-Union:

– Gør som svenskerne. De har syv FIFA-dommere, hvoraf de seks er professionelle, og derfor ikke laver andet end at dømme fodbold. Hermed sikres, at dommerne kan yde en optimal indsats i kampene.

Peter Rasmussen blev i efteråret kritiseret voldsomt, efter han havde dømt en kamp i Champions League mellem Manchester City og Ajax Amsterdam.

– Det var måske dråben, der fik bægeret til at flyde over. Men kritikken er ikke den primære årsag til, at jeg nu stopper som international dommer. Jeg føler ganske enkelt ikke længere, at jeg har overskuddet til at passe et fuldtidsjob og familien, samtidig med at jeg dømmer international. For det første kræver det meget for mig mentalt, og for det andet tager det rigtig meget tid. Det har været umuligt for mig at være 100 procent tilstede i alle tre sammenhænge, og derfor måtte jeg træffe et valg, siger Peter Rasmussen.

Han vendte i søndags tilbage til Superligaen, da han dømte kampen mellem Randers og Silkeborg.

– Så længe jeg synes det er sjovt, bliver jeg ved, siger Peter Rasmussen.

Beslutningen glæder Kaj Østergaard, der er formand for DBUs Eiltedommergruppe.

– Vi ved, at Peter har gjort sig mange tanker om det, og har har truffet en velovervejet beslutning, som vi støtter ham i. Han har været en fantastisk repræsentant for den danske dommerstand ude i Europa, og han har haft en høj stjerne hos både UEFA og FIFA. Vi er rigtig glade for, at Peter fortsat har motivationen til at dømme herhjemme. Dels er han med til at sikre et højt niveau i turneringerne. Dels er han en rollemodel for hans yngre kolleger.

Med Peter Rasmussens internationale ophør overtager Jakob Kehlet og Kenn Hansen med deres placering i Kategori 2 – to kategorier under Elite Development – statussen som de højest indrangerede danske fodbolddommere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu