UEFA åbner sag mod Ferguson

6. marts 2013 18:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
UEFA åbner sag mod Ferguson
Billede mangler

Der var drama for alle pengene tirsdag aften på Old Trafford, da 1/8-delsfinalen mellem Manchester United og Real Madrid var fløjtet af.

 

Manchester Uniteds spillere stimlede efter slutfløjtet sammen om kampens tyrkiske dommer, Cüneyt Cakir, for at protestere mod en udvisning til Nani i anden halvleg, og en rasende manager Alex Ferguson udeblev fra det traditionelle pressemøde efter kampen.

Det europæiske fodboldforbund (UEFA) har bekræftet, at man åbner en discplinærsag mod Alex Ferguson for ikke at opfylde sine medieforpligtelser efter kampen, skriver BBC.

Balladen opstod efter, at Nani blev præsenteret for det røde kort, da han med et højt løftet ben stemplede Real Madrids Alvaro Arbeloa i maven. På det tidspunkt førte Manchester United 1-0, men efter udvisningen scorede Real hurtigt to gange til slutstillingen 1-2.

Det fik Manchester Uniteds spillere til at overfalde den tyrkiske dommer lige efter slutfløjtet, hvor Rio Ferdinand blandt andet sarkastisk klappede af Cakir helt oppe i dommerens ansigt. Protesterne fortsatte også uden for banen, og ifølge en svensk journalist på Old Trafford måtte politiet gå mellem spillerne og dommerne i spillertunnellen.

Det vides endnu ikke, hvilke konsekvenser sagen kan få for Alex Ferguson eller klubben.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu