Uegnet – men kommer i gymnasiet alligevel

25. juni 2012 05:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Uegnet - men kommer i gymnasiet alligevel
Billede mangler

Knap halvdelen af de folkeskoleelever, der bliver vurderet til ikke at være uddannelsesparate, starter i gymnasiet alligevel.
Det viser nye tal fra Ministeriet for Børn og Unge, skriver Politiken.
Vurderingen af, hvorvidt eleven er egnet eller ej bliver foretaget af en lærer og en ungdomsuddannelsesvejleder, der ser på, om den unge socialt og fagligt kan klare sig på en gymnasial uddannelse.
Men det giver ikke mening at lave sådanne vurderinger, når de alligevel bliver ændret af gymnasierne, mener Jørgen Christensen, der er en del af ledelsen i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) København.
Og det gavner heller ikke eleverne, fastslår han.
– Når vi laver en vurdering, er det ud fra vores bedste faglige skøn: Er eleven klar til at starte? Hvis vi siger nej, og eleven bliver optaget alligevel, kan vores arbejde være lige meget, siger han til Politiken.
Vurderingen af de unges uddannelsesparathed sker for at vejlede eleverne, skåne dem for nederlag og mindske frafald.
Tallene fra ministeriet viser, at seks procent af de unge, der i foråret søgte gymnasiet, blev vurderet uegnede. Det svarer til 2.965 elever, hvoraf 1.267 alligevel får lov at starte efter sommerferien.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) ser med alvor på tallene.
– Jeg er meget overrasket over, at så relativt mange alligevel bliver optaget. Uddannelsesparathedsvurderingen er et værktøj, der skal hjælpe de unge, ikke gøre dem en bjørnetjeneste, så de vader lige ind i et nederlag, siger hun til Politiken.
En forklaring på, at mange uegnede studerende optages alligevel, kan være taxametersystemet, mener uddannelsesforsker Ulla Højmark Jensen fra Aarhus Universitets Institut for Uddannelse og Pædagogik.
Gymnasierne får nemlig cirka 75.000 kroner per elev årligt plus en bonus på 13.000 kroner, når studenterhuen er sat på.
Det afvises dog af formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Jens Boe Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu