Ugandisk kvinde får 13 års fængsel for drab på dansk ægtemand

28. februar 2013 19:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ugandisk kvinde får 13 års fængsel for drab på dansk ægtemand
Billede mangler

SYDAFRIKA: Den 36-årige Maria Bulamu Povlsen fra Uganda skal 13 år i fængsel for medvirken til drab på sin danske ægtemand, Preben Povlsen, i 2008. Det har en domstol i den sydafrikanske storby Cape Town netop afgjort, skriver bt.dk.

 

Maria Bulamu Povlsen har allerede siddet varetægtsfængslet i fem år og skal derfor nu afsone de resterende otte. Sagens anklager havde dog forlangt 17 års fængsel til den dræbtes hustru.

Det var Maria Povlsens bror, den selverklærede tidligere børnesoldat, Francis Kimeze, der stod bag selve drabet, og det fik han 30 års fængsel for.

Den 71-årige dansker og rigmand, Preben Povlsen, blev ifølge anklagemyndigheden dræbt i sin feriebolig i Gordon’s Bay i det sydøstlige Sydafrika tidligt på morgenen 14. januar 2008. Hans delvist forbrændte lig blev fundet i et tæt bevokset område nord for Cape Town seks dage senere med 48 stiksår og en brækket nakke.

Dommeren i sagen mente, at de tre søskende havde samarbejdet om at lede politiet på vildspor. De skal ifølge avisen Cape Times således have fortalt, at Povlsen havde forladt huset for at spille golf den dag, han blev dræbt. Desuden skal de have forsøgt at dække over drabet og »ødelægge beviser« ved at rense huset for blod, lige som de også skal have malet flere steder samt udskiftet et gulvtæppe.

Der blev således fundet blodspor flere steder i huset, men de var blevet rengjort og udvandet i en grad, så det ikke var muligt at sikre DNA-materiale.

Broren har under retssagen erkendt drabet, men han har hævdet, at det ikke var planlagt. Broren har ifølge bt.dk tidligere forklaret, at Poulsen så ham og vennen stå og ryge i hans garage. Det gjorde angiveligt den danske rigmand vred, og det fik broren til at trække en kniv for at forsvare sig, fortalte han i retten.

Også Maria Povlsens søster Stella Ssengendo fik en fængselsstraf, hun skal således 12 år bag tremmer.

Som sine søskende kan hun dog trække de fem år fra, hun allerede har siddet bag tremmer.

Preben Povlsen og den ugandiske kvinde blev ifølge bt.dk gift tilbage i 2001, og hun flyttede ind i hans parcelhus i Farum. Her uddannede hustruen sig til sosu-assistent, og de fik sammen de to børn, der i dag er ni og 11 år. Vintrene tilbragte familien altid i Preben Povlsens ferievilla i Sydafrika.

Maria Bulamu Povlsens forsvarer oplyser ifølge bt.dk, at hun endnu ikke har taget stilling til, om hun vil anke.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu