Uheldsramte Shell trækker stikket i Arktis

3. marts 2013 19:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Uheldsramte Shell trækker stikket i Arktis
Billede mangler

Det er tilsyneladende blevet så svært og omkostningstungt, at Shell har brug for en tænkepause, når det gælder dybhavsboringer i Arktis. Oliegiganten meddeler i hvert fald, at den vil sætte al eftersøgningsaktivitet i Arktis på standby i 2013, skriver Wall Street Journal.

 

Topchefen for den hollandske oliegigants eftersøgningsdivision, Marvin Odum, forklarer eftersøgningspausen skyldes behovet for at evaluere det miljømæssige kontroversielle projekt.

»Vi har gjort fremskridt i Alaska, men dette er en langtidsprogram, som skrider frem på en sikker og afbalanceret måde,« siger Marvin Odum ifølge avisen og tilføjer:

»Beslutningen om at holde pause i 2013 vil give os tid til at sikre vores medarbejdere og vores udstyrs tilstand og beredskab efter 2012-sæsonen.«

Sidste år var netop noget af en mareridtssæson for Shell – i hvert fald i slutningen. Det gik nemlig helt galt, da olieselskabet i slutningen af året sendte en borerig ud på en arktisk rejse mod syd. Ved nytåret resulterede en række uheldige omstændigheder – deriblandt en storm og et havareret slæbefartøj – i, at platformen »Kulluk« gik på grund på ved Alaskas kyst.

Rædselsscenariet med et stort oliespild i det sarte arktiske havmiljø udeblev dog, og det lykkedes efter et par dage Shell at få trukket platformen fri igen. Kritikken haglede ikke desto mindre ned over olieselskabet – blandt andet blev det beskyldt for at have sat afgangsdatoen efter en skattemæssig deadline.

Nu har Shell altså valgt at tage sig en tænkepause i Arktis. Der vil ingen eftersøgningsaktivitet være i hverken Chucki- eller Beuford-områderne i år for Shells vedkommende.

Kritikken af olieselskabernes eftersøgning på dybt vand – det såvel ved Alaskas, Ruslands som Grønlands kyst – tog til i styrke efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf i 2010. Her blev det klart, hvor svært det var at stoppe en løbsk dybhavsboring, og frygten er, at det i et ishav vil være så godt som umuligt at undgå en enorm miljøkatastrofe, hvis nu det går galt.

Derfor er de arktiske boringer også underlagt særdeles strenge – og for olieselskaberne dyre – sikkerhedsforanstaltninger. I Alaska skal selskaberne for eksempel have en backup-borerig på standby i nærområdet, så den kan sættes ind med det samme, skulle den anden platform komme i problemer.

Sikkerhedskravene presser olieselskaberne på pengepungen, så det kan mærkes. Shell har ifølge Wall Street Journal allerede brugt 4,5 milliarder dollar (ca. 25 mia. kr.) på sit arktiske eventyr – og det uden at få en egentlig produktion op at stå.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu