Ulovlige kopivarer vælter ind over grænsen

24. juli 2012 17:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ulovlige kopivarer vælter ind over grænsen
Billede mangler

Ulovligt tøj, medicin og cigaretter vælter ind over de danske grænser, og på bare et år er antallet af kopivarer taget i tolden mere end femdoblet.
Det viser nye tal fra EU-Kommissionen, hvor antallet af konfiskerede kopivarer i Danmark er steget fra 100.501 i 2010 til 518.006 i 2011. Det sætter os i bås med Bulgarien, Letland og Slovakiet, der har set samme procentvise stigninger.
Invasionen af de ulovlige varer sker samtidig med, at vores nabolande Sverige og Tyskland oplever et fald på henholdsvis ni og fire procent.
På EU-plan er der dog samlet flere sager om kopivarer end nogensinde før, og kommissæren for skat og told mener, der bør være mere kontrol ved grænserne.
– Told er EU’s første forsvarslinje mod falske produkter, som truer borgernes sikkerhed og underminerer erhvervslivet. Jeg vil fortsat kæmpe for bedre forsvar af ophavsrettigheder i Europa, siger Algirdas emeta.
I EU fandt tolderne sidste år frem til 114.772.812 ulovlige kopivarer til en værdi af knap 1,3 milliarder euro.
De største aftagere af de ulovlige varer er Italien, Grækenland, Bulgarien og Storbritannien. Danmark står på trods af stigningen for en meget lille del af de ulovlige varer i EU.
7 ud af 10 kopivarer kommer fra Kina, oplyser EU-Kommissionen.
/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu