Ulrik Haagerup: DR vil ikke udlevere lækage-bånd

13. december 2011 12:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ulrik Haagerup: DR vil ikke udlevere lækage-bånd
Billede mangler

DR’s nyhedschef Ulrik Haagerup har ingen planer om at offentliggøre det såkaldte lækagebånd.
 
Det siger han til Newspaq.
“DR er låst, eftersom vi har været i Højesteret og få medhold i, at vi ikke skal udlevere lydfilen af hensyn til kildebeskyttelsen,” siger Ulrik Haagerup.
 
I fredags modtog han – og Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen – hver en kuvert, indeholdende et usb-stik med en båndet samtale mellem TV 2’s krigskorrespondent Rasmus Tantholdt og tidligere DR-journalist Nils Giversen fra den 25. januar 2010.
 
På lydfilen afslører Rasmus Tantholdt, at det var daværende forsvarsminister Søren Gades spindoktor, der tilbage i 2007 lækkede fortrolige oplysninger om, at danske jægersoldater var på vej til Irak.
 
Mens Ekstra Bladet giver den fuld skrue i dagens avis med en udskrift af samtalen og samtidig har lanceret, at avisen vil offentliggøre lydfilen klokken 12, forbliver lydfilen i Ulrik Haagerups lomme.
“Man kan ikke med den ene hånd beskytte oplysninger og med den anden hånd afsløre de samme oplysninger. Derfor må vi undtagelsesvis lægge os i slipstrømmen og dække, hvad der sker,” siger Ulrik Haagerup.
 
Han glæder sig dog over, at Ekstra Bladet giver den fuld gas.
“Det er godt, hvis offentligheden har en mulighed for at komme tættere på sandheden. Det er i stort set alles interesse, og i DR vil vi fortælle, hvad der er på de optagelser, som Ekstra Bladet nu kan offentliggøre,” siger DR’s nyhedschef.
 
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu